Kunst på badeværelset
Pressemeddelelse august 27, 2009 KulturKunderne kan glæde sig til sprudlende malerier af billedkunstner Oscar Vela, når han de kommende måneder udstiller hos Bad & Design i Aalborg.
Succesen med at lade skiftende kunstnere udstille blandt badekar, brusenicher og håndvaske har været så stor, at Bad & Design i Aalborg igen inviterer til kunstudstilling i de lidt utraditionelle omgivelser.
Denne gang er det den lokale billedkunstner Oscar Vela, der pifter udstillingsmiljøet op med sine farverige og livsglade oliemalerier. Tidligere har en århusiansk billedkunstner og to lokale glaskunstnere udstillet i Bad & Design butikken. ”Vi ønsker at give vores kunder en særlig visuel og sanselig oplevelse – og forhåbentlig ny inspiration til, hvordan de med kunst kan øge følelsen af velvære og selvforkælelse på badeværelset derhjemme,” siger afdelingsleder Jette Yde.
Mød kunstneren
Oscar Vela er en veletableret kunstner med base i Aalborg. Han er uddannet på Kunstakademiet og er som billedkunstner kendt for skaberglæde og mangfoldighed i sine malerier, der sprudler af liv og farver. Hvad kunderne kan glæde sig til, når de besøger butikken i september og oktober, fortæller han lidt om her. ”Billederne bliver forskellige i både form, farver og udtryk, fordi rigdom for mig netop ligger i mangfoldigheden,” siger Oscar Vela.
Interesserede kan møde kunstneren, når Bad & Design holder et VIP-arrangement den 8. oktober med modeshow, sko, smykker, tapas, vin, kaffe – og Renault biler. Deltagelse kræver tilmelding senest 2. oktober via invitation, som kan fås i butikken.
Foto
Til pressemeddelelsen er vedhæftet foto af et af Oscar Velas værker.
Billedtekst: Sprudlende billedrigdom fra Oscar Vela.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om Oscar Velas udstilling hos Bad & Design, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jette Yde på tlf. 9631 4544 eller Oscar Vela på tlf. 2239 4397. www.oscarvela.dk
Fakta om Bad & Design
Bad & Design er en landsdækkende kæde med 8 butikker, der sælger alt til det moderne badeværelse samt yder rådgivning om indretning, stilarter og produkter. Læs mere på www.badogdesign.dk.
Bad & Design er en del af Brødrene Dahl a/s, der er grossist inden for VVS, entreprenør, vandforsyning og industri samt værktøj og tekniske artikler. Brødrene Dahl a/s har 55 filialer i Danmark, 1200 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 4 mia. kr.
Emner
Kultur