Kunst på badeværelset
Pressemeddelelse april 28, 2009 KulturDen nyåbnede Bad & Design i Viborg trodser traditioner og finanskrise og hænger billedkunst på væggene i badeværelset.
Hører kunst hjemme på badeværelset?
Ja, hvis du spørger personalet hos Bad & Design i Viborg, der netop er åbnet på samme adresse som sine ejere Brødrene Dahl, Vævervej 14.
"Kunst kan virkelig føje nye dimensioner til badeværelset, så det bliver et endnu mere interessant og indbydende rum at være i. Det vil vi gerne vise vores kunder, så de kan lade sig inspirere til spændende badeværelsesmiljøer hjemme i deres egen bolig," siger in-store manager Heidi Bjørn.
Trodser krisen
Om kunderne er enige i, at kunst hører hjemme på badeværelset, får de mulighed for at tage stilling til fra 4. maj, hvor billedkunstner Oscar Vela udstiller i butikken. Hans farvestrålende og livsglade billeder vil komme til at hænge blandt brusekabiner, badekar og håndvaske i butikkens udstillingsmiljøer, som dagligt besøges af mange.
Bad & Design mærker nemlig intet til finanskrisen. Tværtimod, så strømmer kunderne til for at købe badeværelser i den dyrere ende af prisskalaen. Og nu får de så altså også mulighed for at lade sig inspirere til at købe kunst, når de investerer i nyt badeværelse.
Liv og farver
Oscar Vela er en veletableret kunstner med base i Aalborg. Han er uddannet på Kunstakademiet og er som billedkunstner kendt for mangfoldighed og skaberglæde i sine malerier, der sprudler af liv og farver. Hvad kunderne har i vente, når de besøger Bad & Design i maj og juni, løfter han lidt af sløret for her. "Folk vil se billeder, der udtrykker forskellighed både i form, farver og udtryk, fordi rigdom for mig ligger i mangfoldigheden," siger Oscar Vela.
Bad & Design har planer om at udstille skiftende kunstnere i den nye butik i Viborg.
Foto
Til pressemeddelelsen er vedhæftet foto af et af Oscar Velas værker.
Billedtekst: Sprudlende billedrigdom fra Oscar Vela.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om Oscar Velas udstilling hos Bad & Design, er du velkommen til at kontakte in-store manager Heidi Bjørn på tlf. 2340 6184 eller Oscar Vela på tlf. 2239 4397,www.oscarvela.dk
Fakta om Bad & Design
Bad & Design er en landsdækkende kæde med 8 butikker, der sælger alt til det moderne badeværelse samt yder rådgivning om indretning, stilarter og produkter. Læs mere på www.badeland.dk.
Bad & Design er en del af Brødrene Dahl a/s, der er grossist inden for VVS, entreprenør, vandforsyning og industri samt værktøj og tekniske artikler. Brødrene Dahl a/s har 55 filialer i Danmark, 1200 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 4 mia. kr.
Emner
Kultur