Kronprinsen og frøken Mary Donaldson udført i sand.
Pressemeddelelse april 27, 2004 HumanitærSandskulptur på Langelinie
til det kommende brudeparNår forsvaret onsdag den 5. maj, dagen for Danmarks befrielse i 1945, hylder det kommende Kronprinsepar ved en stor anlagt parade og udstilling på Langelinie, er det med nordjysk deltagelse.
- Idemanden bag de seneste års store sandskulpturfestivaler i henholdsvis Blokhus og Søndervig, direktør Erik Frederiksen fik fredag den 23. april den officielle godkendelse fra H.K.H. Kronprinsens Hofchef P. Thornit, til at lave en sandskulptur af det kommende brudepar på Langelinie i København.
- Det er den største anerkendelse, jeg har fået, i den tid jeg har arbejdet med sandskulpturer. Jeg har i flere år drømt om at være med ved en større dansk folkelig begivenhed, og brevet fra Hoffet med tilladelsen til at være med i forbindelse med det kongelige bryllup, overstiger alt, oplyser Erik Frederiksen.
- Da vi for nogle måneder siden fik de endelige godkendelser til at være med med H. C. Andersens 200 års jubilæum, var vi meget tilfredse, men i dag kan vi næsten ikke få armene ned. Det er det største, jeg har været med til nogen sinde, siger den snart 77 årige direktør for Worldwide Sculpture Organisation med hjemsted i Pandrup kommune.
Projektet har jeg arbejdet med meget længe, og da vi fik den endelige dato for brylluppet, gik vi for alvor i gang med at ansøge alle de relevante myndigheder, og jeg kan meddele, at det ikke har været en let sag. Alle vore ansøgninger har været behandlet ved hoffet, i forsvaret, hos Københavns kommune, som herefter har orienteret PET, og nu er vi klar til at gå i gang. Mandag morgen var det første specialudstyr på vej til København, og i dag tirsdag kl. 13.00 får vi det første læs sand leveret fra Ringkøbing og arbejdet vil herefter gå i gang.
- Når vi vælger at transportere sandet den lange vej fra Ringkøbing til København, er det fordi vi kender sandets kvalitet, og på Langelinie ønsker vi ikke at tage nogen som helst chancer.
- På kunstnersiden har jeg valgt to af Europas bedste skulptører, nemlig Maria Torp Hansen og Peter Buch Jensen. Begge kunstnere har i flere år deltaget i sandskulpturkonkurrencer flere steder i verden med stor anerkendelse til følge, og jeg har haft den fornøjelse, at have dem med ved alle mine arrangementer, oplyser Erik Frederiksen.
- Igennem de sidste tre måneder er der blevet arbejdet med skitserne, og som det første sted i verden, afsluttes arbejdet med at placere en kæmpe stor »osteklokke« hen over den 1,80 x 2,00 meter store skulptur. På den måde sikrer vi skulpturen mod vind og vejr, og endelig så undgår vi også, at udefrakommende kan komme til at skade skulpturen.
- Vi har fået tilladelse til, at skulpturen af Kronprinsen og Mary kan blive stående indtil midt i august måned. Det betyder utroligt meget for de tre sandskulpturfestivaler, jeg her til sommer afholder i Blokhus, Søndervig og på Rømø, men også i forhold til den store satsning i 2005, hvor vi som de eneste sandskulptører er med, når H.C. Andersens 200 års fødselsdag skal fejres i en »Verden af Sand« i København, Odense, Rømø, Søndervig og i Blokhus.
- Det er firmaet Aikon Produktion i Aalborg, der har udviklet den »osteklokke«, der skal anvendes, og siden den 23. april om morgenen har et team af firmaets bedste ingeniører arbejdet med de sidste detaljer på selve konstruktionen.
Hvis alt går som planlagt, vil der inde i »osteklokken« være både lys og ventilation. Vi har samarbejdet med en række store firmaer om løsningen af opgaven, og fælles for dem alle er, at de helt på egen risiko er gået med ind i projektet, der helt sikkert vil give genlyd over hele verden, oplyser Erik Frederiksen.
- Når arbejdet for alvor går i gang på Langelinie i dag tirsdag kl. 13.00, er det udelukkende egne medarbejdere, der tager fat. Igennem de sidste år har jeg fået oparbejdet en gruppe af meget dygtige og kvalificerede medarbejdere, der sammen med kunstnerene udgør et virkelig godt team, og når først vi går i gang, vi der være medarbejdere på kajen alle døgnets 24 timer.
Kronprinsen, frøken Donaldson og den kongelige familie vil om formiddagen den 5. maj overvære paraden, der vil foregå til lands, til vands og i luften. Hyldesten til det kommende Kronprinsepar vil ligne det arrangement, der blev gennemført i 1967, da Dronningen blev gift med Prins Henrik.
Onsdag den 5. maj 2004 er også dagen hvor Kronprinsen og frøken Mary Donaldson vil få overrakt gaven fra Forsvaret og dets personel.
Paraden og udstillingen på Langelinjekajen er åben for publikum hele dagen, og samtidig transmitteres der direkte på landdækkende TV-kanaler.
Til sommer vil publikum i Blokhus, Søndervig og Rømø kunne opleve en skulptur af brudeparret.
Pressemeddelelse
Vedlagt 2 PDF filer.
Med venlig hilsen
Erik Frederiksen, direktør
World Wide Sculpture Organisation
Søkærvej 26 9490 Pandrup
Tlf. 98 24 60 82
Kontakter
Steen Holm
Lokalavisen Sydvestvendsyssel✉ avis@*********** Vis...
☎ 98247*** Vis...
http://www.lokalsyd.dk
Emner
Humanitær