PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kr%C3%A6ftrisiko-f%C3%A5r-fris%C3%B8rforbundet-til-at-kr%C3%A6ve-kemim%C3%A6rkning-p%C3%A5-kosmetiske-produkter-3558

Kræftrisiko får Frisørforbundet til at kræve kemimærkning på kosmetiske produkter

Pressemeddelelse januar 5, 2007 Helse

Kosmetiske produkter og hårplejemidler er for en stor del rene kemiske produkter. Men en undtagelse i lovgivningen gør, at de hverken skal have advarselstekster eller mærkes med orange faremærker uanset, hvad de indeholder. Det vil Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund have ændret hurtigst muligt efter, at en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser en stærkt forhøjet kræftrisiko i frisørfaget.

Efter at Kræftens Bekæmpelse har påvist en langt større kræftrisiko i frisørfaget sammenlignet med befolkningen som helhed, vil Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund nu have strammet mærkningen af de kosmetiske produkter, så risikoen ved at bruge de forskellige produkter bliver tydeligere for både frisører og forbrugere.

-Kemiske produkter skal i dag være forsynet med advarselstekster og orange faremærker, så brugerne kan tage deres forholdsregler, når de anvender produktet. Men hvis man blander flere kemiske produkter sammen til et kosmetisk produkt, så forsvinder kravet om advarselstekster og mærkning, fordi kosmetiske produkter er undtaget fra reglerne om mærkning. En producent kan bruge de mest problematiske kemiske stoffer i sine produkter uden at være forpligtet til at advare forbrugeren om produktets farlighed, siger formanden for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Poul Monggaard.

Forbundet har i de senere år arbejdet på at få forbedret mærkningen af de kemiske produkter. Både over for de danske myndigheder og i regi af EU. Poul Monggaard håber, at undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse kan være med til at bane vejen for en stramning af lovgivningen.

-Vi ved, at mange af de kemiske stoffer, der anvendes i hårplejeprodukter i dag er giftige, miljøskadelige, allergifremkaldende og kan give kontaktoverfølsomhed, men det har hverken frisører eller forbrugere en chance for at vide, som lovgivningen er i dag, siger Poul Monggaard.

-Jeg er godt klar over, at producenterne vil henvise til, at deres produkter er deklareret ned i den mindste detalje, så alle kan danne sig et overblik over, hvad det enkelte produkt indeholder. Men ingen kan holde styr på de mange komplicerede kemiske produkter og deres farlighed, så derfor må vi have en mærkning af de kosmetiske produkter, der er på linie med de krav, der stilles til øvrige kemiske produkter.

-Det er for mig at se den eneste måde, vi kan sikre, at der med tiden kommer bedre produkter på markedet. For mon ikke både frisører og forbrugere vil fravælge de produkter, der er mærkede som sundhedsskadelige, siger Poul Monggaard og understreger, at også produkter, der er betegnet som økologiske, kan indeholde farlige kemiske stoffer.



Se mere på www.dfkf.dk, hvor rapporten fra Kræftens Bekæmpelse, oversigt over initiativer på dette område fra DFKF, liste over produkters farlighed og forskellig anden information om emnet kan hentes.

Kontakter


Emner


Helse