Karrosserismed fra Silkeborg skal dyste med verdens bedste
Pressemeddelelse juli 15, 2009 ErhvervDanmark er for første gang repræsenteret i karrosserismedenes fag ved WorldSkills i Canada, hvor unge håndværkere fra 51 lande konkurrerer i en række fag.
En dag sidst i august sætter den 21-årige karrosserismed Tommy Laugesen, Silkeborg, sig i flyveren til Canada. Med i bagagen har han håndværktøj, for det er ikke nogen ferietur, Tommy skal ud på. Han skal som den første dansker konkurrere med karrosserismede fra hele verden ved de unge håndværkeres mesterskaber, WorldSkills, der afvikles 1.-7. september i den canadiske by Calgary. Det danske hold er på 15 unge fra forskellige fag, men det er første gang, Danmark også stiller op i den svære kunst at reparere beskadigede bilers karosserier.
- Og jeg går selvfølgelig klart efter at vinde, siger Tommy, der dog godt er klar over, at det ikke er så enkelt, når det er verdens bedste, der mødes. Derfor handler det lige så meget om at få en god oplevelse.
Tommy Laugesen arbejder til daglig i Bilernes Hus i Silkeborg, og her var pladeværkfører Torben Graversgaard ikke i tvivl om, at Tommy skulle have chancen, selv om værkstedet dermed må undvære ham i mindst et par uger:
- Vi sagde ja til dette her, fordi Tommy er dygtig og fortjener det. Og så er vi selvfølgelig stolte over at have en mand ansat, der nu skal repræsentere Danmark i kampen om at blive kåret som verdens bedste karosserismed, siger værkføreren i Bilernes Hus.
Skal skærpe interessen for faget
835 unge fra 51 lande skal dyste i en række fag, og det er Silkeborg Tekniske Skoles fortjeneste, at Danmark nu også er med i karrosserismedenes konkurrence ved WorldSkills. Tommy Laugesen er udlært på skolen i Silkeborg, og herfra deltog faglærer Jesper Vang for to år siden som dommer i mesterskaberne, der da blev afholdt i Japan:
- Det gav mig et indtryk af konkurrencen, og da jeg kom hjem, foreslog jeg, at vi skulle være med i dette fag næste gang. Det har der så været opbakning til, siger Jesper Vang.
- Dels er det jo en fantastisk mulighed for de unge, for det er en rigtig stor oplevelse at mødes med unge fra hele verden og konkurrere med dem. Men derudover er det med til at sætte fokus på karrosserismedene og deres fag. Interessen er stor nok hos de unge, og vi har god tilgang. Men det er vort indtryk, at mange ikke ved særlig meget om branchen, og det vil vi gerne rette op på. Desuden vil vi gerne signalere kvalitet ved at vise, at vi kan være med, når verdens bedste konkurrerer.
Jesper Vang skal også i år være dommer i konkurrencen i år, hvor deltagerne fra 20 lande skal udbedre en Toyota Corolla med identiske skader. Det sker i oprettesystemet Car-O-Liner, og konkurrencen omfatter en række af fagets discipliner såsom opretning, trækning, skarring ved isættelse af nye karosseridele mv.
Der uddannes karrosserismede to steder i Danmark: På Silkeborg Tekniske Skole og på Teknisk Erhvervsskole Center, Frederiksberg. Der har ikke været nogen forudgående konkurrence i Danmark, og Tommy Laugesen er således udpeget til deltagelsen. Han bestod sidste år svendeprøve med topkarakterer.
Verdensmesterskaberne WorldSkills afvikles hvert andet år, og det er allerede besluttet, at Danmark også stiller med en karrosserismed næste gang. Håbet er, at der inden da kan afvikles et Danmarksmesterskab, hvor deltageren kan findes. Derudover vil Silkeborg Tekniske Skole arbejde for mere samarbejde på nordisk plan, eventuelt med udveksling og et nordisk mesterskab.
Men foreløbig gælder det Tommy Laugesens deltagelse i årets mesterskaber, og han går nu i en uges intensiv træning, hvor han får mulighed for at arbejde med de seneste udgaver af det svenske opretningssystem Car-O-Liner. Dette systems danske forhandler, Olego A/S, er sponsor sammen med LO og firmaet Würth Danmark A/S, der stiller håndværktøj til rådighed og på den måde er til uvurderlig hjælp.
Emner
Erhverv