JYSK fylder 25 år, og Lars Larsen tager på turné for at sige tak til sine medarbejdere
Pressemeddelelse februar 24, 2004 ErhvervJYSK fylder 25 år, så stifteren og ejeren af det tidligere Jysk Sengetøjslager, nu bare JYSK, tager en tur ud til alle sine danske butikker for personligt at takke medarbejderne for de første succesrige 25 år. Pressen inviteres med.
Lars Larsen vil sammen med sin hustru Kris Brunsborg valfarte rundt i det ganske land i et par uger og hilse på medarbejdere og kunder. Det er altid godt at komme ud og se alle butikkerne, kigge vores dygtige medarbejdere direkte i øjnene og få en snak, siger Lars Larsen, som glæder sig meget til den pressede tur rundt i landet. Med så mange butikker i så mange lande, er det svært at holde trit med hverdagen ude i butikken. Her bruger jeg som regel Kris, som jo stadig arbejder som salgs-assistent i vores butik i Silkeborg. Men jeg føler også, at alle medarbejdere fortjener et skulderklap og en personlig hilsen frem for et upersonligt takkekort, begrunder Larsen for at tage på turné i hele landet.
Turen starter mandag den 1. marts i det nordjyske og bevæger sig så rundt i alle dele af landet. Den slutter torsdag den 11. marts på Sjælland. Se vedlagte tur plan.
Tur planen har dato- og cirka tidsangivelse for, hvor og hvornår Lars Larsen er i jeres område. Han er naturligvis rede til meget korte interviews under turen, når han har hilst på medarbejdere og kunder. Ønskes yderligere interviews med Lars Larsen i forbindelse med jubilæet vil der blive rig mulighed for dette i marts måned. Dette kan aftales med Kommunikationschef Kim Nøhr Skibsted.
Yderligere oplysninger (kan kontaktes under hele turen):
Kommunikationschef Kim Nøhr Skibsted, 40 90 54 93
National Chef for butiksdrift Mikael Nielsen, 40 90 54 22
Larsen turen kan også følges på www.jysk.com
JYSK der tidligere hed Jysk Sengetøjslager har i dag 84 butikker i Danmark. Siden 1979 har man udviklet sig til at blive en international koncern, der er kendt for et godt tilbud inden for sengetøj, bad og bolig. JYSK koncernen, der ejes personligt af Lars Larsen, består i dag af over. 900 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Polen, Tjekkiet, Tyskland, Østrig, Island, Canada, Grønland, Færøerne, Georgien, Estland, Letland, Litauen, Spanien og senest Kosovo. Den samlede koncernomsætning er på ca. 9 mia. kr. Den samlede medarbejderstab er på ca. 5.000 mennesker.
Emner
Erhverv