JUUL | FROST Arkitekter vinder Årets Stadsbyggnadspris i Malmø
Pressemeddelelse august 23, 2012 ByggeriMedia Evolution City har vundet Årets Stadsbyggnadspris i Malmø, der er Sveriges 3. største by og i disse år transformeres fra industriby til moderne vidensby af international klasse.
På Stadsbyggandets dag er Media Evolution City hædret med Årets Stadsbyggnadspris 2012. Media Evolution City åbnede officielt i juni måned og i dag har over 450 mediefolk deres daglige virke i bygningen. Media Evolution City huser små og store medievirksomheder og målet er at opnå innovation, forretningsudvikling, match making og kompetenceudvikling indenfor mediebranchen. JUUL | FROST Arkitekter har åbnet JFA Studio i bygningen og er hermed flyttet ind i deres eget hus.
Media Evolution City er udviklet af JUUL | FROST Arkitekter i tæt samarbejde med Wihlborgs Fastigheter AB og Media Evolution. Resultatet er nyudviklede rammer for ”new ways of working”, der er kendetegnede ved samarbejde, synergi og vidensdeling. Bygningen er et konkret udtryk for de tiltag, der i disse år iværksættes i Malmø for at understøtte byens transformationsproces.
”Vi er stolte over, at Media Evolution City er præmieret med den største anerkendelse, som Malmøs Stad kan tildele et bygningsværk. Fra starten har vi følt, at vi med udviklingen af Media Evolution City var med til at skabe noget unikt, der repræsenterer en ny måde at drive virksomheder på. Dette er nu bekræftet fra officielt hold. Da vi samtidig netop har åbnet vores eget JFA Studio i bygningen, ser vi over de kommende år frem til at bidrage til Media Evolution Citys hverdag, hvor vi løbende vil udvikle aktiviteter, der skaber liv og vidensdeling i bygningen.”fortæller Flemming Frost, arkitekt maa og indehaver af JUUL | FROST Arkitekter, der har været ansvarlig for konceptudvikling, design og projekteringen af byggeriet. ”Derudover er det naturligt for tegnestuen at have en svensk base, hvorfra vi kan gennemføre de projekter, vi er involverede i vores naboland.”,afslutter Flemming Frost, der ofte tager turen over Øresundsbroen.
I dommerkomitéens motivation for prisen fremhæves det blandt andet, at”Nøgleordene for interiøret har været åbenhed, sammenhæng og fleksibilitet, hvilket man utvivlsomt er lykkes med. (…) Gennem ombygning og nybyggeri af en tidligere industrihal på Västra Hamnen har aktørerne skabt et spændende arbejdsmiljø i form af en inkubator for mediebranchen med forudsætninger for at skabe synergieffekter for såvel virksomheden som det omgivende innovationsmiljø og (MEC) er et tilskud til Malmøs bymiljø.”
Media Evolution City er ét af en række nye byggeprojekter, som JUUL | FROST Arkitekter er ansvarlige for i Sverige, hvor tegnestuen blandt andet lancerer S | M | L Konceptboliger, udvikler boliger og opfører universitetsbyggerier på Lund og Ørebro Universiteter, hvor de tidligere har vundet campuskonkurrencer. Samlet set skal JUUL | FROST Arkitekter realisere mere end 90.000 m² bygninger i Sverige over de nærmeste par år.
FAKTA MEDIA EVOLUTION CITY
Projekt: Media Evolution City - Konceptudvikling, design og projektering af innovationsplatform indenfor mediebranchen
Klient: Wihlborgs Fastigheter AB
Areal. 9.600 m²
Periode: 2009 - 2012
Fotograf: Felix Gerlach
Billedtekst
JUUL FROST_MEC 1 og JUUL FROST_MEC2:
JUUL | FROST Arkitekter vinder Årets Stadsbyggnadspris 2012 i Malmø / Foto: Felix Gerlach
Emner
Byggeri