PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/juul-frost-arkitekter-udvikler-nyt-entr%C3%A9omr%C3%A5de-p%C3%A5-%C3%B6rebro-universitet-11151

JUUL | FROST Arkitekter udvikler nyt entréområde på Örebro Universitet

Pressemeddelelse oktober 4, 2010 Byggeri

JUUL | FROST Arkitekter har vundet campus-parallelopdraget for udviklingen af entréområdet på Örebro Universitet. Det sker kun få måneder efter, at tegnestuen vandt campus-konkurrencen om revitaliseringen af Kvt. Paradis på Lunds Universitet. Hermed har den Københavnske tegnestue vundet to svenske campuskonkurrencer i træk.

Orebro1JFA

Med tre nye bygningsenheder skaber tegnestuen Universitetspladsen, der bliver Örebro Universitets nye ankomstsituation. Universitetspladsen bliver det nye samlingspunkt, som samtidig forbinder det eksisterende campusområde med Örebro Business and Science Arena såvel som Örebro by.

Udfordringen for Örebro Universitet består i at fremstå attraktivt i den internationale konkurrence, der eksisterer mellem de videregående udannelsesinstitutioner. Det gøres blandt andet ved at honorere nye læringssituationer, skabe rammerne for nye interne og eksterne samarbejdsformer og ved at etablere sociale mødesteder. Derfor transformerer tegnestuen området fra et funktionsopdelt campusområde til en vidensby med fokus på vidensdeling, synliggørelse af universitetets og private virksomheders vidensproduktion samt udvekslingsplatforme for akademiske og sociale funktioner.

Vinderforslaget angiver potentialer for nybyggeri, der markerer sig i forhold til entréområdets eksisterende bygninger. De nye bygninger programmeres som multifunktionelle bygninger, der samlet set tilgodeser bymæssige, rumlige, sociale og faglige behov. Bygningernes varierede programmer styrkes af nyetablerede, multifunktionelle pladsdannelser som Passagen, Universitetspladsen og Ankomsten. Nye kollegie- og forskerboliger indgår i projektet og bidrager til at skabe et levende byliv omkring entréområdet. Resultatet er en ankomstsituation, der også etablerer nye opholdsmuligheder, som udover af Universitetspladsen, ligeledes tilgodeses af en nyetableret campus-have i tilknytning til kollegieboligerne.  

”Vores vinderforslag tilgodeser universitetets ønske om et campusområde, der kan bidrage til at udvikle nye samarbejdsformer mellem universitetet, private virksomheder og byen.”fortæller Flemming Frost, arkitekt maa.”Derfor tog vi udgangspunkt i Shareas-konceptet, der er en sammenskrivning af share og area. Shareas er fysiske mødesteder for vidensdeling, sociale og kulturelle aktiviteter. Man kan sige, at det også er et mentalt koncept, hvor alle byder ind med de ideer, de hver især har at bidrage med. Via programmets mangfoldighed bliver Shareas en effektiv metode til at nedbryde forskellige barrierer til fordel for udveksling og vidensdeling”.     

Akademiska hus viderebearbejder nu vinderforslaget: ”Parallelopdraget har generet mange spændende ideer til hvordan entréområdet kan udvikles og nu arbejder vi videre med JUUL | FROST Arkitekters forslag. Sammen med Universitet og Kommunen vil vi skabe nye mødepladser og kæde byen, virksomheder og campus sammen”, forklarer Lars Svensson, der er regionsdirektør i Akademiska hus Öst.

FAKTA

Örebro Universitet - Universitetspladsen
Projekt: Vundet parallelopdrag for udviklingen af Universitetspladsen på Örebro Universitet
Örebro Universitet: 16.820 studerende / 1.227 ansatte
Klient: Akademiska hus Øst AB / Statens Fastighetsverk
Areal: 2 ha, Byggeareal ca. 14.700 m²
Periode: 2010

Lund Universitet – Kvt. Paradis
Projekt: Vundet parallelopdrag for revitaliseringen af Kvt. Paradis, 4 bygningsenheder integreret i Lund Universitets ældste kvarter.
Lunds Universitet: 45.979 studerende / 5.955 ansatte
Klient: Akademiska hus SYD AB / Statens Fastighetsverk
Areal: 5 ha, Byggeareal ca. 10.000 m²
Periode: 2009 - 2010

Campusudvikling og- rådgivning
JUUL | FROST Arkitekter arbejder både praktisk og analytisk med udviklingen af fremtidens campusområder. Tegnestuen har udarbejdet udviklingsprojektet Fremtidens campusområder – fra den akademiske landsby til urban universitetshub for Universitets- og bygningsstyrelsen (UBST). Projektet indgik i UBSTs bogudgivelse Campus og studiemiljø – fysiske rammer for morgendagens universiteter.  Tilbage i 2005 udarbejdede tegnestuen, ligeledes for UBST, ”Fremtidens Universiteter”, et projekt der fokuserede på at fremtidssikre de fysiske rammer på universiteterne. 

Tegnestuen har udviklet et helhedsorienteret planlægningsredskab, som anvendes i forbindelse med campusrådgivningsopgaver i Danmark og Sverige. I Danmark er tegnestuen blandt andet rådgivere for Professionshøjskolen UCC og Danmarks Tekniske Universitet både i Lyngby og på Risø. I Sverige har tegnestuen vundet to af Akademiska hus arrangerede parallelopdrag i træk og er netop inviteret til et nyt parallelopdrag på Lunds Universitet. Derudover rådgiver tegnestuen Akademiska hus’ ledelse omkring campusudvikling i hele Sverige.

Emner


Byggeri