PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/juul-frost-arkitekter-bliver-r%C3%A5dgiver-p%C3%A5-kv%C3%A6sthusbroen-3400

JUUL | FROST Arkitekter bliver rådgiver på Kvæsthusbroen

Pressemeddelelse november 13, 2006 IT

Midt i diskussionerne om hvorvidt der skal etableres en gangbro tværs over vandet til Operaen, vinder JUUL | FROST Arkitekter et parallelopdrag og bliver rådgiver for Københavns Kommune i forbindelse med den eksisterende Kvæsthusbros fremtidige udvikling.

JUUL | FROST Arkitekters vinderprojekt transformerer Kvæsthusbroen til et levende urbant oplevelsesrum, hvor kreativitet, eksperimenter og kulturelle udfordringer er i højsædet. Rollen som rådgiver indebærer, at JFA skal varetage Københavns Kommunes interesser i den konkrete udformning af broen, der i vinderforslaget kaldes Molen.

Molen skal danne rammerne for varierende aktiviteter: Afhængigt af årstiden kan en del af Molen reserveres til blomsterudstilling, strandpark, juletræsudsalg eller eksperimenterende kunst. I Molens spids foreslår JFA, at der kommer en undersøisk kulturinstitution, der udstiller samtidskunst.    

Multifunktionelt byrum
Tegnestuen har i samarbejde med Lektor ved Roskilde Universitets Center og bysociolog, John Pløger, samt forskningsassistent ved Lunds Universitet, Bente Larsen vundet opdraget med et forslag, der bibeholder Molen som en åben og multifunktionel flade. Udgangspunktet for forslaget er omfattende analyser af Københavnernes livsformer,  udviklingstendenser i storbylivet, Molens integration med omgivelserne og havnerummets enestående kvaliteter. Analyserne konkluderer, at folk søger oplevelsesrige arealer, og at København mangler offentlige rum, der integrerer brugerne, går i dialog med omgivelserne og skaber plads til uformelt samvær.  Molen er tænkt som et sådant rum.

I dommerkomiteens motivation hedder det blandt andet: Oplægget udmærker sig ved sin udnyttelse af stedets kunstneriske og generelt visuelle og æstetiske potentialer. Disse ses i forhold til en overordnet vision om at gøre stedet til en både event- og samtaleorienteret kulturhub, et sted hvor der eksperimenteres og hvor grænser udfordres med stor grad af variation mht. form, type og popularitet.

Toolkit
Som en del af løsningen anvender JFA en Toolkit - en værktøjskasse - som indeholder en køreplan for hele realiseringen, herunder dialogprocesser og aktivitetsplaner. Tegnestuen har stor erfaring med brugerinddragelse i planlægningsprocessen og skal selv stå for borgermøder, fokusgrupper og gennemførelse af konkrete aktiviteter.  

FACTBOX
Navn:      Kvæsthusbroen
Projekt:   Vundet parallelopdrag om program for Kvæsthusbroens fremtidige udformning
Klient:     Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen
Periode:  2005-2008
Status :   Under realisering

Emner


IT