PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/journalist-h-c-kiilerich-hansen-fylder-50-%C3%A5r-834

Journalist H.C. Kiilerich-Hansen fylder 50 år.

Pressemeddelelse oktober 25, 2004 Erhverv

Lørdag den 30. oktober fylder journalist H.C. Kiilerich-Hansen 50 år.

H.C. Kiilerich-Hansen er uddannet fra Danmarks journalisthøjskole i 1984 og indledte karrieren som erhvervsjournalist i Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Berlingske Tidende, hvor han blandt andet var med til relancering af Berlingske Erhverv.

Hurtigt blev den kritiske journalistik imidlertid skiftet ud med bureaujob og rådgivning om styret kommunikation, firmablade og pressekontakt - først hos Torben Busekist public relations, så hos Burson-Marsteller og siden 1990 som fri fugl i eget bureau.

Som kommunikationsrådgiver har Kiilerich-Hansen prøvet mere end de fleste.

I 80'erne var han blandt meget andet med til at lancere La Santa Sport og tegnefilmen Valhalla, han var primus motor i pressekontakt og events for Faxe Bryggeri og Det Kriminalpræventive Råd, han deltog i udviklingen af nye erhvervsmedier for en række virksomheder i byggebranchen, og han var - sammen med legendariske Bro Brille og Erik Ryge samt restauratør Georg Freimer - med til at støbe kuglerne til genfødsel af Tivoli-Clubben af 1868, der med Prins Henrik i spidsen stadig mødes til humørparade et par gange i Tivoli's sommersæson.

Næste år runder Kiilerich-Hansen tyve år som stabsskriver i Tivoli-Clubben, og han kan fejre femten års samarbejde med Arkitektfirmaet Kjeld Bjerg og Frie Funktionærer. Parallelt hermed  har Kiilerich-Hansen blandt andet stået i spidsen for krisekommunikation for Perrier, Sanexco og Firma Funktionærerne, han har  gennemført interviewundersøgelser for eksportingeniørerne på IKT, han har stået for udvikling og redaktion af en stribe personaleblade og naboaviser, og
han har bidraget med godt hundrede større interviews til magasinerne Nyt Fra Danmark og Firma Funktionæren.

Mere end noget har Kiilerich-Hansen dog gennem hele karrieren været fokuseret på arbejdet med pressekontakt, og alene gennem de sidste fem år har han - blandt andet som pressebureau for Skanska, DAI Gruppen og Hadsund Kommune - lagt taster til over 250 pressemeddelelser om danske byggerier.

Som skrivende har Kiilerich-Hansen derudover gjort sig bemærket som forfatter til "Bogen om Henne Mølle Å" og en række eventyrlige nissehistorier samlet i "Nissernes Bog", han er jævnlig gæst med rejseindtryk på mediernes rejsesider, og han gør ikke sjældent sin mening gældende på debatsiderne.

Derudover har Kiilerich-Hansen, der forøvrigt af vennerne beskrives som meget og hurtigt talende provokatør, sat aftryk i menighedsråd og skolebestyrelse, ligesom han har læst masteruddannelse på RUC.


Foto af H.C. Kiilerich-Hansen er vedhæftet

Emner


Erhverv