Jagten på talenterne
Pressemeddelelse februar 28, 2008 ErhvervVirksomheder på jagt efter talenter indtager i uge 10 landets fire universitetsbyer. På Danmarks største og eneste landsdækkende job- og karrieremesse "Karrieredagene®" vil 130 virksomheder kapre unge studerende til de mange ledige stillinger.
En akut mangel på arbejdskraft har ramt det danske arbejdsmarked. Og de danske virksomheder har for længst erkendt, at kampen om højtuddannede talenter aldrig har været hårdere. Derfor er kreativiteten enorm, når det gælder om at få fat i de eftertragtede unge. Traditionelle jobannoncer er ikke længere en gangbar vej - der må suppleres med andre midler.
Karrieredagene® 2008 er et af de tiltag, mere end 130 virksomheder og organisationer har valgt at bruge i forsøget på at vinde kapløbet om talenterne. Repræsentanter vil derfor stå på spring for at tilbyde de studerende oplysninger om alt fra jobmuligheder, projektskrivning, praktikplads, studiejob og karriereafklaring.
De lave årgange og den dertil stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft kan også ses på tilslutningen til Karrieredagene®. Aldrig tidligere har så mange virksomheder og organisationer været repræsenteret på Karrieredagene®., og allerede fire måneder før messernes afholdelse måtte der i flere byer lukkes for tilmeldinger af virksomheder.
- På Karrieredagene® deltager mere end 130 virksomheder og organisationer inden for alle brancher - blandt andet KMD, Ernst & Young, A. P. Møller, Bang & Olufsen, Personalestyrelsen, Novo Nordisk, Danisco, EU Kommissionen og Læger uden Grænser.
- 8.000-10.000 studerende fra alle studieretninger forventes at besøge messerne.
- Der arrangeres foredrag med bl.a. jægersoldat og sociolog Nicolai Moltke-Leth, der fortæller om at kende sit potentiale og erhvervskvinden Soulaima Gourani, der fortæller om personlig branding.
Arrangementerne afholdes fra kl. 10-16 i følgende universitetsbyer:
- Aalborgtirsdagd. 4 marts i Gigantium, Aalborg (Bemærk arrangementet her hedder "Aalborg Universitets Karrieremesse" - i samarbejde med " Karrieredagene®")
- Århusonsdag d. 5 marts på Radisson SAS - Scandinavian Congress Center
- Odensetorsdag d. 6 marts på Syddansk Universitet
- Københavnfredag d. 7 marts i Øksnehallen
Arrangører
Karrieredagene®arrangeres i et tæt samarbejde mellem studenterorganisationen AIESEC, verdens største studenterorganisation inden for udveksling af unge, og HR-konsulenthuset Andersen & Bjørnskov A/S, der er specialister inden for rekruttering, udvikling og fastholdelse af medarbejdere. I Aalborg arrangeres messen i samarbejde med Karrierecentret ved Aalborg Universitet.
Emner
Erhverv