Iværksætter køber sin allerførste succes tilbage fra chips-gigant
Pressemeddelelse august 18, 2008 ErhvervKiMs sælger varemærket TROPE tilbage til ophavsmanden efter fire år
For fire år siden fik Henrik Winther-Olsen et købstilbud fra KiMs, som han ikke kunne sige nej til. Chips-giganten ønskede at overtage det succesrige varemærke TROPE, som Henrik Winther-Olsen i bedste iværksætter-ånd startede helt fra bunden. I dag har KiMs og Henrik Winther-Olsen handlet igen.
TROPE, der med fokus på sunde kostvaner sælger nødder og tørret frugt fra landets supermarkeder, er kommet tilbage i folden hos manden, der startede succesen i sin tid. TROPE har i mellemtiden fået flere søskende. Henrik Winther-Olsen har nemlig udvidet familien med en række andre kendte fødevaremærker, som også har fokus på sund kost og naturens egne ingredienser. - TROPE passer fint ind i vores nuværende virksomhed der omfatter Castus produkter som frugtstænger og frugtpålæg, Fredsted Te og Heidelberg, vurderer Henrik Winther-Olsen, Køge.
- Jeg glæder mig til igen at arbejde med TROPE produkterne. Her har jeg gennem mange år oparbejdet en stor viden og ser frem til at videreudvikle sortimentet yderligere, siger han og lægger ikke skjul på, at det er rart at have sit første ”barn” hjemme igen.
Med TROPE havde Henrik Winther-Olsen i sin tid stor succes med at lære familien Danmark at spise pistacienødder og tørrede bananer. Han har stor tiltro til at TROPE igen vil inspirere danskerne til nye sunde spisevaner. KiMs købte TROPE i 2004 og har siden arbejdet målrettet med at udvikle sunde snacks til forbrugerne.
- Det har vist sig svært for os at opnå en tilfredsstillende position på markedet for natursnacks. Da vi gennem årene også har arbejdet med at udvikle hele vores øvrige forretning, må vi nu konstatere, at KiMs har større succes med at udvikle sundere produkter inden for chips, som jo er vores kerneforretning, siger Carsten Hänel, adm. direktør for KiMs.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Henrik Winther-Olsen, adm. dir. for Castus, Fredsted Te, Heidelberg og pr. 1. september også for TROPE
Tlf.: 5630 3605 eller 4037 6550.
Carsten Hänel, adm. direktør, KiMs
Tlf.: 6389 1212 eller 2020 2175.
Kontakter
Emner
Erhverv