Inventarrum A/S udvider ejerkredsen
Pressemeddelelse februar 3, 2009 ByggeriInventarrum A/S har fra årsskiftet foretaget udskiftning i ejerkredsen. Klaus Tønder og Torben Gundsø ejer i dag firmaet sammen med Kjeld Hansen. Grundlæggeren Peter Holm, som startede firmaet for otte år siden, vil fortsat være tæt knyttet til virksomheden. Det er erfarne personer fra branchen, som fremover tegner Inventarrum A/S. Klaus Tønder og Torben Gundsø kommer begge fra stillinger som salgskonsulenter hos Veksø A/S, men følte at tiden nu var kommet til at få foden under eget bord.
Inventarrum A/S har tradition for at levere inventar til indendørs- og udendørs rum af en høj kvalitet i et funktionelt og æstetisk design. Kvalitetskonceptet har blandt andet medført, at Inventarrum A/S har leveret inventar til mange DSB stationer.
"Det koncept, som Inventarrum A/S hidtil har stået for, vil vi gerne fortsætte og udbygge. Vi har et godt standardsortiment og vi samarbejder i dag med førende arkitekter og landskabsarkitekter og så har vi eget produktionsanlæg, der kan forarbejde aluminium, stål og rustfrit stål. Derudover har vi en række samarbejdspartnere, som vi inddrager efter behov. Det giver os en stor fleksibilitet og vi har derfor ingen begrænsninger i vores produktion. Vi udvikler gerne produkter i samarbejde med kunden og for os er såvel store som små enheder og specialordrer interessante, når blot de lever op til vores kvalitetskrav", udtaler administrerende direktør Klaus Tønder.
"Vi oplever i disse år, at der er mere fokus på inventar, det være sig funktionalitet men også den designmæssige og kvalitetsmæssige del. Det giver sjovere udfordringer og dem er vi klar til. Vores brancheerfaring giver os en god indsigt i, hvad vores kunder ønsker og vi har allerede en række nye spændende produkter, der lanceres i foråret og som vi glæder os til at præsentere for kundegruppen, der tæller kommuner, boligselskaber, DSB, ingeniører, landskabsarkitekter og arkitekter, developere, entreprenører og anlægsgartnere", fortsætter Klaus Tønder.
Organisatorisk vil Klaus Tønder fremover være administrerende direktør for Inventarrum A/S. Peter Holm vil stå for kvalitetssikring og udvikling af nye produkter i tæt samarbejde med de nye ejere. Torben Gundsø vil stå for salget i Danmark, det øvrige Norden og Tyskland. Både Klaus Tønder og Torben Gundsø vil varetage kundekontakten i Danmark. Kjeld Hansen vil fortsat have ansvaret for produktionen.
Inventarrum A/S
Håndværkervej 14
7000 Fredericia
Tlf. 75 56 47 00
Kontakter
Torben Gundsø
Inventarrum✉ info@************** Vis...
☎ 75 56****** Vis...
http://www.inventarrum.dk
Emner
Byggeri