ICD til mange flere
Pressemeddelelse august 23, 2006 HelseFlere og flere danskere får indopereret ICD for at undgå hjertestop. Specialister anbefaler elektriske minipacemakere til en bredere patientgruppe og vil fordoble antallet af operationer
Hvert år dør cirka 5.000 danskere af et pludseligt hjertestop. En del af dødsfaldene kan forhindres, hvis patienter i risikogruppen får indopereret ICD - et lille pacemakerapparat, der sætter hjertet i gang med elektriske stød inden de bliver alvorligt syge.Hjertespecialisterne har udarbejdet nye retningslinjer for, hvem der kan tilbydes en forebyggende ICD, og det vil formentlig fordoble antallet af ICD-implantationer, så det samlede tal når op på mere end et tusinde om året.
Baggrunden for de nye anbefalinger er en lang række studier gennemført over de sidste 10 år, primært i USA. De fleste af studierne konkluderer, at forebyggende brug af ICD kan forhindre død hos mennesker med nedsat hjertepumpefunktion, fx fordi kranspulsårerne til hjertet er forkalkede, såkaldt iskæmisk hjertesygdom.
Siden 2003 har hjertespecialister anbefalet forebyggende ICD til en lille gruppe meget syge hjertepatienter med nedsat pumpefunktion, rytmeforstyrrelser og tidligere blodprop. Men i år er det besluttet også at tilbyde behandlingen til de knap så syge patienter med iskæmisk hjertesygdom.
Bag de ændrede kriterier ligger blandt andet nyere amerikansk forskning kaldet SCD-HeFT som også tyder på, at forebyggende ICD har god, men mindre udtalt effekt på patienter uden iskæmisk hjertesygdom. Derfor ønsker man at gennemføre et dansk studie, som skal belyse dette.
- Vi er ved at forberede et dansk studie, som skal belyse, om forebyggende ICD også har overbevisende effekt på danske patienter uden åreforsnævring, siger overlæge Steen Pehrson, Hjertemedicinsk Klinik B på Rigshospitalet, der samtidig arbejder for at sikre en bedre registrering af ICD-behandlingen.
- Vi har et meget fint pacemaker- og ICD-register, men fremover vil vi fokusere mere på at gøre rede for, hvor ofte ICDen støder patienterne, hvordan det virker, og på hvilken måde patienterne har gavn af behandlingen, siger han.
En ICD-operation koster mellem 100.000 og 150.000 kr. Alder er ikke afgørende for, om patienten får tilbudt forebyggende ICD. Lægerne vurderer den samlede sygdomsbyrde og risiko.
Dansk Cardiologisk Selskab har netop godkendt de nye retningslinjer for forebyggende brug af ICD. Se www.cardio.dk
Steen Pehrson kan kontaktes på Rigshospitalet, Hjertemedicinsk Klinik B, tlf.: 35 45 23 43.
Læs mere i det nye nummer af Hjertenyt på Hjerteforeningens hjemmeside www.hjerteforeningen.dk
Kontakter
Emner
Helse