PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hvorn%C3%A5r-man-er-gode-nok-som-for%C3%A6ldre-4028

Hvornår man er gode nok som forældre?

Pressemeddelelse maj 25, 2007 Samfund

Ny dokumentarfilmserie sætter fokus på forældre til anbragte børn.

14.000 danske børn er anbragt udenfor hjemmet for at sikre dem den nødvendige omsorg, støtte og stabilitet. Men trods de gode viljer går det alligevel ofte galt, så både børn og voksne efterlades i et frustrerende ingenmandsland. Det er en verden fuld af dilemmaer og barske beslutninger, men også en verden, hvor ingen ved, hvad de rigtige løsninger er.

Den altid kompromisløse instruktør Anja Dalhoff sætter i sin nye dokumentarfilmserie fokus på det værst tænkeligt: Adskillelsen af børn og forældre.

”Seks år med Lissi og Michael” er historien om et par og deres børn, hvor vi følger parrets årelange kamp for retten til at være forældre. Her er ingen nemme genveje til et lykkeligt familieliv, her er ingen ”gør-det-selv” pjece for børn i risikogruppen. Det er livet på godt og ondt uden helte og skurke, men med masser af anstrengelser, gode intentioner, skuffelser og håb.

Anja Dalhoff giver os endnu engang et stærk indblik i en del af tilværelsen, som vi sjældent ser. Historien er medrivende i sin skildring af det sympatiske par og spændende som en krimi, men desværre er det virkelighed og ikke fiktion. Det er hudløst ærligt og maner til eftertanke og fornyet debat om anbragte børns vilkår.

Serien består af 3 afsnit ā 40 minutter og vises på TV2 torsdag d. 31. maj kl. 22:50 og de to efterfølgende torsdage samme tid. Den kan endvidere bestilles på Det Danske Filminstitut (www.dfi.dk/DfiKataloget) eller lånes på biblioteket.
Billedmateriale kan downloades på http://www.dfi.dk/aktuelt/pressroom/kd/14146.htm


Kontakter


Emner


Samfund