Hotel Sabro Kro fylder 150 år
Pressemeddelelse maj 12, 2005 KulturMasser af gratis smagsprøver, når Hotel Sabro Kro fejrer jubilæum søndag den 22. maj.
I anledning af den runde dag slår kro-parret Britt og Jakob Wätjen dørene op for alle, der har lyst at kigge indenfor. Og for at give gæsterne en smagsprøve på den mad, der bliver fremtryllet på kroen til hverdag, er husets faste leverandører af råvarer inviteret med. Både inde og ude demonstrerer de det håndværk, der gennem de senere år har givet Hotel Sabro Kro ry for at være en ganske særlig oplevelse.
Britt og Jakob Wätjen har drevet kroen siden februar sidste år, og kvalitet fra jord til bord er en mærkesag for dem begge:
'De råvarer vi bruger, skal være af den allerbedste kvalitet. Derudover vil vi gerne handle så lokalt som muligt, så vi får en stor del af vores leverancer fra landmænd, der bor tæt på. Og vi oplever tit, at når vi køber ind hos fritidslandmænd, går de lige så meget op i god kvalitet, som vi selv gør,” fortæller Jakob Beck Wätjen.
Hotel Sabro Kro har i dag 16 ansatte, og de seks af dem har travlt i køkkenet. Og der er nok at se til, fastslår Jakob Beck Wätjen:
'Vi har hver dag tre traditionelle retter på menukortet, og dem supplerer vi så med noget mere moderne dansk mad. Men vi oplever i stigende grad, at unge mennesker fra blandt andet Århus kommer herud for at spise en veltilberedt Wienerschnitzel. I det hele taget vil folk gerne betale for kvalitet, og det behøver ikke være så trendy det hele. Vi mærker tydeligt, at de gode danske madtraditioner er på vej tilbage.”
Hotel Sabro Kro åbner dørene den 22. maj fra klokken 13 til klokken 17. Ud over smagsprøver vil der være levende dyr på gårdspladsen, lysbilledshow, rundvisning i køkken og suiter, konkurrence om et weekendophold for hele familien, kaffe og fødselsdagskage samt saft og sodavand til børnene. Der er med andre ord indhold nok til at hele familien kan få en fornøjelig eftermiddag.
Yderligere info fås hos Hotel Sabro Kro, Jakob Beck Wätjen på
tlf. 86 94 89 22 eller på www.sabrokro.dk
Kontakter
Jakob Beck Wätjen
Hotel Sabro Kro✉ sabro*************** Vis...
☎ 86 94****** Vis...
http://www.sabrokro.dk
Emner
Kultur