Hjerteforeningspris for modigt rygeforbud
Pressemeddelelse marts 11, 2005 HelseBrøndby Kommunes mod til at skodde blev hædret af Hjerteforeningen, som et eksempel til efterfølgelse. Kommunen har været røgfri arbejdsplads fra 1. januar i år.
- Jeg tror, at jeg hænger diplomet udenfor ved siden af de få medarbejdere, der stadig ryger.Sådan lød den spontane kommentar fra borgmester i Brøndby Kommune Keld Rasmussen, da han fik overrakt Hjerteforeningens fødselsdagspris.
Grunden til hæderen er, at Brøndby indførte et totalt rygeforbud i kommunens bygninger og biler fa 1. januar 2005. Prisoverrækkelsen foregik på Brøndby Rådhus, hvor Hjerteforeningens direktør Susanne Volqvartz, roste Brøndby Kommune for den fremsynede indsats mod tobaksrygning i Danmark.
- Jeres beslutning om at indføre røgfri arbejdsplads er udtryk for en god og beslutsom ledelse. Jeg så gerne, vores sundhedsminister udviste samme mod som Brøndby Kommune. Må I være et eksempel, som andre vil efterfølge, sagde Susanne Volqvartz.
Hun understregede, at videnskabelige undersøgelser viser, at passiv rygning øger risikoen for hjertekarsygdomme med 30 procent. Undersøgelser viser også, at 50 gange om året dør en person på grund af passiv rygning på arbejdspladsen. Til sammenligning dør 70 danskere om året af en arbejdsulykke.
Hjerteforeningens formand, overlæge dr.med , Torsten Toftegaard Nielsen, overrakte to kuliltemålere, som kommunens rygestopinstruktører kan bruge i rygestopindsatsen. Han understregede, at det kan betale sig at holde med at ryge. Også selv om man har været ryger i mange år.
- Vi ved i dag, at rygning øger risikoen for blodpropper. Men vi ved også, at passiv rygning er farligt for vores børn og børnebørn. Det er flot, at I har taget konsekvensen og gennemført en politik, der giver et sundere og gladere liv for medarbejderne, sagde Torsten Toftegaard.
Lise Wied Kirkegaard, projektleder for ”Røgfri Kommune” i Brøndby, gav medarbejdernes positive og konstruktive forslag og medspil en god del af æren for det vellykkede rygeforbud.
- Der har været megen fokus på røgforbud, og det er blevet legitimt at kræve røgfrie miljøer. Der er ikke længere grund til berøringsangst over emnet, siger Lise Wied Kirkegaard.
Med fødselsdags prisen modtog samtlige 3500 medarbejdere i Brøndby Kommune Hjerteforeningens kogebog ”Let Hjertet”. Bogen blev overrakt af tidligere direktør i TV2, Jørgen Flindt Pedersen, der selv er blevet bypass-opereret og nu er aktiv i Hjerteforeningens Advisory Board.
Billedtekst 1:
Hjerteforeningens direktør Susanne Volqvartz ønskede Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussen tillykke med fødselsdagsprisen for et modigt rygeforbud.
Billedtekst 2:
Brøndbys borgmester Kjeld Rasmussen og rygestopinstruktør Bente Schøpzinsky modtog to kuliltemålere til brug for rygestoparbejdet fra Hjerteforeningens formand overlæge dr. med. Torsten Toftegaard Nielsen.
Kontakter
Emner
Helse