PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/hjerteforeningens-bonbon-succes-gentages-1675

Hjerteforeningens BonBon-succes gentages

Pressemeddelelse september 8, 2005 Helse

Sidste år deltog knap 500 børn i Hjerteforeningens Familieløb ved BonBon-Land. Succes’en gentages lørdag d. 24. september, hvor Hjerteforeningen håber på endnu flere deltagere

Røde kinder og sjov motion med mor og far. Det er der lagt op til, når Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for anden gang skyder løbet i gang. Ruten for de 3 - 6-årige er på én kilometer, og de 6 - 12-årige løber 3 kilometer. Størstedelen af løbet foregår uden for forlystelsesparken. Løbets afslutning går gennem BonBon-Land og ender på pladsen foran indgangen.

Løbet er en oplagt mulighed for at dyrke motion, endda sammen med familien. Alt for mange børn og voksne i Danmark motionerer for lidt og vejer for meget. Flere og flere børn har udviklet spise- og motionsvaner, der gør dem overvægtige i en tidlig alder og truer deres helbred.

- Hjerteforeningens Familieløb giver børn og deres familier en mulighed for at få motion på en sjov måde. Masser af motion er noget af det bedste, vi kan gøre for vores børns helbred, og det er noget af det vigtigste, vi kan lære børnene, siger Susanne Volqvartz, direktør i Hjerteforeningen.

I Hjerteforeningens pavillon på løbspladsen kan man få mere at vide om sundhed for børn og voksne. Bl. a. kan man tale med en diætist og sygeplejersker fra Hjerteforeningen. I pavillonen er der også demonstration af førstehjælp.

BonBon-Lands cowboy-klovn BangBang og entertaineren Lars Jønner Alving sørger for underholdningen.

Alle deltagende børn op til 12 år får en BonBon-Land T-shirt, en forfriskning, en drikkedunk og frisk frugt. Der er medaljer til alle børn, der gennemfører løbet, og voksne løbere får en forfriskning.

Efter løbet kan familien tage en tur i BonBon-Land, for alle deltagende børn kan invitere fire personer med til halv pris.

Løbet starter kl. 10.00. Billetter kan købes i forvejen via www.sj-billetten.dk og i Hjerteforeningens rådgivningscenter, Apotekerstræde 4 A, 4700 Næstved, tlf. 55 73 50 09. Prisen er 40 kr. pr. barn og 20 kr. pr. voksen. På dagen kan billetter købes hos BobBon-Land ved Holme-Olstrup fra kl. 9.00 og koster her 40 kr. for alle. Startgebyret går ubeskåret til Hjerteforeningens arbejde.


Fotograf: Hjerteforeningen/John Finn Carlsson

Kontakter


Emner


Helse