Hjerteforeningen tager kampen mod børns fedme op
Pressemeddelelse september 27, 2006 HelseEt nyt teaterstykke præsenterer sundhedsbudskaber i børnehøjde. Stykket "Rumlerikkerne på eventyr" kommer nu til Holbæk
Mange børn bliver overvægtige og inaktive af for meget slik, sodavand og fjernsyn. Derfor har Hjerteforeningens lokalkomité i Holbæk inviteret 120 børnehavebørn til to teaterforestillinger den 10. og den 16. oktober for at se stykket "Rumlerikkerne på eventyr", som er en ny forestilling for børn i alderen 4-7 år.Med drama, musik og dans viser skuespillerne Thomas Milton og Michael Sand, at det sunde er sjovt, og at hygge ikke kun drejer sig om slik og sodavand. Skuespillerne fører børnene ind i Rumlerikkernes fantastiske univers af fristelser, farer og sundhed og møder skurkagtige personer som fx Slikbøvsen, Hold kæft-bolsjet og Den sure Sok.
- Vi står over for en uhyggelig udvikling, hvor alt for mange børn bliver overvægtige af for meget slik og for lidt motion. Fx spiser mere end 80 procent af børn og unge for meget fedt og sukker, siger Svend Erik Næsted, formand for Hjerteforeningens lokalkomité i Holbæk.
Samtidig lancerer Hjerteforeningen en ny webbutik, hvor alle kan købe Rumlerikkernes materialer. Det er seks bøger i serien ”Det er sjovt at være sund” til hele familien med inspiration til sund mad og motion, børnebøger om figurerne på planeten Rumkuglen og de øvrige Rumlerik produkter: t-shirt, bamser, musik cd, forklæde og penalhus. Materialerne kan købes på www.rumlerikkerne.dk
"Rumlerikkerne på eventyr" turnerer til biblioteker, kulturhuse og i børnehaver i efteråret 2006. Der er også planlagt forestillinger til foråret 2007. Forestillingen varer 40-45 minutter.
Hjerteforeningen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og TrygFonden står bag forestillingen.
Stykket spiller i børnehaven Elletoften, som midlertidigt holder til i Fritidscentret, Hovedgaden 2, Ugerløse den 10. oktober kl. 10. Den 16. oktober spiller stykket på Holbæk Bibliotek.
Efter forestillingerne svarer skuespillerne gerne på spørgsmål.
Formand Svend Erik Næsted kan fortælle mere om stykket, mail: [email protected], tlf.: 59 43 35 20.
Læs mere om Rumlerikkerne og børns overvægt på www.rumlerikkerne.dk og www.hjerteforeningen.dk.
Fakta:
Næsten hvert femte barn er overvægtig.
Næsten 80 % af børn og unge spiser for lidt frugt og grønt.
Kun hver anden af de 15-årige lever op til Sundhedsstyrelsen anbefalinger om at være fysisk aktive i mere end 60 minutter om dagen.
Nye undersøgelser viser, at 70 % af dem, der er overvægtige som unge, også bliver det som voksne.
Overvægtige børn har øget risiko for at udvikle åreforkalkning med fare for, at det kan føre til hjertekarsygdom og tidlig død.
Kontakter
Emner
Helse