Hi-Con sikret fortsat vækst
Pressemeddelelse august 23, 2006 ErhvervJysk-Fynsk Kapitalanlæg bliver partner i Hi-Con
Virksomheden Hi-Con ApS i Hjallerup nordøst for Ålborg fremtidssikres nu for at være klar til at imødekomme den fortsat stigende efterspørgsel på firmaets produkter. Det sker gennem et tæt samarbejde med investeringsselskabet Jysk-Fynsk Kapitalanlæg A/S, der netop er blevet medejer.Hi-Con er Danmarks førende virksomhed indenfor salg og produktion af CRC højstyrkebeton-elementer. CRC er betegnelsen for en type beton, hvor man ved tilsætning af stålfibre opnår særlige mekaniske egenskaber, der kan udnyttes til fremstilling af slanke, men alligevel ekstremt stærke og holdbare konstruktionselementer. Disse betonelementer anvendes bl.a. til altaner, trapper, gangbroer, søjler og dæksler til såvel nybyggeri som renoveringer.
Hi-Con har siden virksomhedens start i juni 2001 oplevet en konstant stigende efterspørgsel på sine produkter. Gennem nogen tid har man derfor været på udkik efter en samarbejdspartner, der kunne tilføre virksomheden både et stærkt kapitalgrundlage og bidrage til den fortsatte strategiske udvikling herunder bl.a. opstart af eksport.
Hi-Con har hidtil været ejet af firmaets stifter Jan Karlsen samt to ledende medarbejdere. Samarbejdet betyder, at JFK erhverver 60 % af anparterne i Hi-Con. De resterende 40 % forbliver hos de hidtidigere ejere, og Jan Karlsen fortsætter også som administrerende direktør.
Der nedsættes en ny bestyrelse med Nils Dorin Jacobsen, tidligere direktør i Uponor Koncernen, Fibertex og Emborg Foods, som formand.
JFK har en ejerkreds med stor erfaring fra velestimerede, familieejede industrivirksomheder. Man ønsker at investere i virksomheder med et etableret forretningsgrundlag, en velfungerende organisation og en positiv indtjening, men også et betydeligt potentiale. - Og det er netop hvad vi har fundet i Hi-Con, udtaler Per Kristensen, adm. direktør i JFK.
For at Hi-Con også rent fysisk skal være i stand til at efterkomme den stigende efterspørgsel er det besluttet, at opføre et helt nyt produktionsanlæg med tilhørende administration. Dette nye domicil bliver placeret i den nyudlagte Hjallerup Erhvervspark, lige op ad motorvej E45. Det forventes, at de nye produktionsfaciliteter er klar ultimo 1. kvartal 2007. Når disse faciliteter er fuldt udbygget, vil Hi-Cons produktionskapacitet være firedoblet. Allerede i 2007 forventes en signifikant vækst i omsætningen, der de seneste par år har været begrænset af manglende kapacitet.
JFK og Hi-Con har meget store forventninger til firmaets videre udvikling, der lige siden etableringen har været præget af meget stor vækst med positive årsresultater. Markedet for CRC beton vurderes til langt fra at være udnyttet, idet produktet ikke kun er særdeles velegnet til byggekomponenter, men også kan anvendes indenfor bl.a. industriapplikationer. Hi-Con vil derfor også fremover bruge væsentlige ressourcer på produktudvikling i samarbejde med landets førende uddannelsesinstitutioner samt relevante partnere og kunder.
Evt. henvendelse bedes rettet til: Adm. direktør Per Kristensen, Jysk-Fynsk Kapitalanlæg A/S, tlf. 4015 1477, mail [email protected]. Her vil man også kunne rekvirere illustrationer i elektronisk format.
Læs også: www.jf-kapital.dk og www.hi-con.dk
Kontakter
Per Kristensen
Jysk-Fynsk Kapital A/S✉ info@************* Vis...
☎ 4015**** Vis...
http://www.jf-kapital.dk
Emner
Erhverv