PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/handicappede-m%C3%B8des-til-sport-og-livsgl%C3%A6de-2894

Handicappede mødes til sport og livsglæde

Pressemeddelelse juni 6, 2006 Børn og Unge

Det bliver en idrætsfest af dimensioner, når 600 udviklingshæmmede mødes til årets idrætsfest og socialt samvær fra den 9.-11. juni i Horsens.

Slis 2005
Der bliver konkurreret på livet løs. Vinderne af sportsdisciplinerne stråler mere end solen på en varm sommerdag - taberne er skuffede, men glemmer hurtigt deres nederlag, når handicappede fra hele landet mødes til Specialskolernes Landsidrætsstævne:

Den 9.-11. juni 2006
i
Forum Horsens, Langmarksvej 53, 8700 Horsens


Stævnet starter fredag den 9. juni med indmarch og åbningsceremoni kl. 13:00. Herefter skal eleverne dyste i de traditionelle discipliner: atletik, svømning og hockey, men der er også alternative aktiviteter såsom oppustelig fodboldbane, styrketræning, trampolin og en tur i badeland. Lørdag fortsætter konkurrencerne fra kl. 8, og kl. 18.15 løber elever og lærere hånd i hånd gennem Horsens til Gadeløbet, som både er en skolekonkurrence og en individuel konkurrence med medaljer og vandrepokal.

Men stævnet er meget mere end benhårde konkurrencer. Det er også fest i gaden. Fredag aften er der middag med overraskelser og diskotek. Lørdag spiller bandet Planet Pop op til dans efterfulgt af festfyrværkeri.

Gennem mere end tyve år har elever fra landets voksenspecialskoler sat hinanden stævne til Specialskolernes Landsidrætsstævne (SLIS) i forskellige byer landet over, sidst i 2005 i Ringe. Deltagerne er unge og voksne handicappede i alderen 16 til 30 år, alle med psykiske og/eller fysiske handicaps.

Der er forhåndstilmeldt 32 specialskoler, som indkvarteres på skolerne i byen. Med til planlægningen er også de lokale idrætsforeninger og Viborg Gymnastikhøjskole samt mange frivillige og ulønnede hjælpere.

Stævnet er arrangeret af ASV Horsens i samarbejde med Dansk Skoleidræt.

Vil du vide mere?
Program m.m.: www.skoleidraet.dk under Specialskolernes Landsidrætsstævne
Britta Skriver Nielsen, ASV Horsens, tlf.: 75 62 27 77, mail: [email protected]
Tina Høffer, Dansk Skoleidræt, tlf.: 63 31 00 60, mail: [email protected]

Billede og logoer kan frit benyttes i forbindelse med omtale af arrangementet. Billedet er fra Specialeskolernes Landsidrætsstævne 2005 i Ringe.

Emner


Børn og Unge