PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/guldsmed-bag-romantisk-tilbud-til-brudepar-1739

Guldsmed bag romantisk tilbud til brudepar

Pressemeddelelse september 22, 2005 Livsstil

På Guldsmedegården smeder brudeparrene selv vielsesringene. Manden skaber kvindens mens kvinden skaber mandens - og guldsmeden står klar med faglig bistand.

P1230037
Der er masser af standardvarer på hylderne hos Guldsmedegården i Tudvad ved Egtved nær Vejle. Men det er oftest værkstedet bag butikken, der trækker brudepar fra hele landet ud for enden ad den lange, snævre markvej, hvor Tina og Finn Dedenroth bor.
Parret står bag Danmarks formentlig eneste sted, hvor kærligheden så bogstaveligt bliver smedet sammen i vielsesringene. For det er brudeparrene selv, der står for produktionen.
'Når man har fundet den eneste ene, er det noget helt specielt. Og derfor mener vi også, det skal være en oplevelse ud over det sædvanlige at købe vielsesringene,” siger Finn Dedenroth.
Mange af de par, der bestiller tid hos Guldsmedegården, medbringer selv guld til deres ringe. Og de er selv vidne til, at familieminderne bliver smeltet sammen i kærlighedens navn. Lerformene, som ringene skal støbes efter, udformer parrene også selv, ligesom de hver i sær får en fil i hånden, så kanterne kan blive slebet til de rette steder. Det er også brudeparrene selv, der graverer i hinandens ringe.

Med undtagelse af søndag og mandag holder Guldsmedegården åbent hver dag. Men skal der smedes vielsesringe, skal der reserveres tid i kalenderen. For det tager mere end blot et par timer, at få fortolket kærlighedens gyldne symbol, så begge parter føler sig helt sikre på, at resultatet er, som det skal være.
'Det er ikke unormalt, at et par kommer her klokken 19 og først kører hjem igen en halv time over midnat. Men vi gør også utroligt meget ud af at snakke om forventningerne til ringene. Det typiske er, at kvinden gerne vil have et smykke, mens manden helst ikke vil mærke, han har vielsesringen på. Vi skal have parret til at mødes, samtidig med at vi tager hensyn til den hverdag, ringene skal fungere i, og det tager tid,” forklarer Finn Dedenroth.

Det er i øvrigt ikke kun kommende brudepar, der kommer til Egtved for at få deres eget unikke bevis på kærligheden. Også par, der allerede har papirer på hinanden, bestiller tid.
'En del af vores kunder er par, der har valgt at gifte sig på rådhuset, men som så alligevel gerne vil knytte en lidt mere romantisk oplevelse til deres bryllup. De kommer typisk efter brylluppet, smeder ringene og overnatter på hotel, inden de kører hjem igen,” fortæller guldsmeden.

Billedtekst: Kommende brudepar kommer fra hele landet for selv at sætte deres helt eget præg på de ringe, som de skal bære hele livet, siger Finn Dedenroth.


Yderligere oplysninger om Guldsmedegården:
Finn & Tina Dedenroth, Damhusvej 6, 7100 Vejle, telefon: 75864244, www.guldsmedegaarden.dk

Guldsmedegården åbnede i 1999 og drives af ægteparret Tina og Finn Dedenroth. Gården ligger i rolige og romantiske omgivelser for enden af en markvej få kilometer fra Egtved nær Vejle. Som den eneste guldsmedie i landet tilbyder Guldsmedegården ægtepar selv at udforme deres vielsesringe. Han støber hendes, mens hun støber hans. Guldsmedegården sælger også færdigtproducerede vielsesrige, smykker og ure fra førende danske og udenlandske designere samt brugskunst fra butikken, der har åbent alle ugens dage undtagen søndag og mandag. Se nærmere på www.guldsmedegaarden.dk

Kontakter


Emner


Livsstil