Grand Lady til Grand Hotel
Pressemeddelelse juni 17, 2004 ErhvervMarkant personlighed udnævnt til
direktør for hæderkronet hotel.
Marianne Laiderz, 41 år og tidligere direktør for hotellerne The Mayfair Hotel Copenhagen samt The Mayfair Hotel Malmö, har pr. 15. juni sat sig i direktørstolen på det 4-stjernede Grand Hotel, som er et af de 9 hoteller i Arp-Hansen Hotel Group i København. Grand Hotel ligger på Vesterbrogade 9, tæt på Hovedbanegården og Tivoli. Med sine 161 værelser og elegante lokaler i klassisk stil er Grand Hotel ét af Københavns gamle, hæderkronede hoteller.
Kun 33 år gammel blev hun i 1996 udnævnt til direktør for The Mayfair Hotel Copenhagen som ligger ca. 100 m fra Grand Hotel og skabte på kort tid her en virksomhed, der resulterede i én af branchens højeste belægningsprocenter.
For tre år siden blev hun sideløbende med jobbet som hoteldirektør i København medejer og adm. direktør for The Mayfair Hotel Malmö. Fra at være et forholdsvis anonymt hotel forvandlede Marianne Laiderz det med sine partnere til en så strålende forretning, at det i 2003 blev udnævnt til det bedste hotel i Malmö.
Gennem årene har Marianne Laiderz desuden varetaget flere tillidshverv, bl.a. for Horesta, som hhv. formand for Receptionistudvalget, censor for receptionistelever, medlem af Læremiddel-udvalget og som medlem af IT-udvalget. Hun har også været Miljøudvalgsformand for Best Western Hotellerne i Danmarks samarbejde med WWF og beklædt bestyrelsesposter hos bl.a. Best Western, den lokale Rotary klub samt Skål Klubben. P.t. er hun Præsident for Hundige Rotary Klub.
Hvad kan Grand Hotel forvente af den nye hoteldirektør? Hertil siger Marianne Laiderz: Hotellet har jo allerede nu en stil og en ledelsesform, der tiltaler mig, så man skal ikke umiddelbart forvente en radikal ændring. Internt vil jeg starte med at bruge en stor del af min tid på at lære personalet og deres evner og baggrund at kende og samtidig indføre mit Med Lidt mere Smil & Stil-koncept, som bl.a. betyder større personlig kontakt til gæsterne og positive udtryksformer. Og så vil jeg naturligvis bruge en væsentlig del af min tid som ambassadør for Grand Hotel i både ind- og udland.
Yderligere informationer på telefon 40 75 48 01 eller på www.grandhotel.dk
Kontakter
Emner
Erhverv