PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/gode-v%C3%A5ben-mod-stress-330

Gode våben mod stress

Pressemeddelelse november 18, 2003 Helse

Borgere i hovedstaden er mere stressede end folk fra alle andre dele af nationen. Københavnerne er landets mest succesfulde, men det gør ondt i livet at tingene lykkes, skriver Berlingske Tidende. Halvdelen af indbyggerne føler sig tit og ofte stressede, viser den seneste analyse fra Statens Institut for Folkesundhed og en Gallup-undersøgelse, som avisen har foretaget.

Københavnerne føler sig selv som en succes - i hvert fald over 60 % er tilfredse med deres resultater. Stress er bagsiden af medaljen, forklarer sociologen Karen Sjørup. En undersøgelse fra år 2000 dokumenterede imidlertid stigninger for hele landet og i næsten alle aldersgrupper.

Stress kan føre til alskens fysiske problemer, hvis man ikke gør noget ved årsagen. Mange ignorerer deres stress, når de ikke tager udtryk som hjertebanken, svedeture, mavesmerter, svigtende appetit, træthed, modløshed, koncentrationsbesvær og dårligt humør alvorligt. Følgerne kan være dramatiske med blandt andet alvorlige hjerte-kar sygdomme.

- Den bedste måde at finde ud af, om man er stresset er at tage en simpel test. Den er gratis og findes på www.hjerteforeningen.dk. Den gælder for både kvinder og mænd, forklarer Susanne Volqvartz, direktør i Hjerteforeningen. Hvis resultatet tyder på stress, så kan man skrive til landets førende stressforsker overlæge Bo Netterstrøm i foreningens brevkasse.

Den mest typiske stresser er en yngre kvinde med en længere uddannelse, som lever i et parforhold. Storbykvinder stiller enorme krav til sig selv og er splittede mellem karriere og privatliv. Undersøgelser har flere gange vist, at kvinder er mere udsatte end mænd, og at stress kan ramme enhver.

Kontakter


Emner


Helse