Glenco står til et rent UG
Pressemeddelelse august 19, 2005 ErhvervEn god karakterbog kendetegner byggefirmaet som lægger vægt på kvalitet i arbejdet og holder fokus på deres byggeprojekter
Karakterbogens formål er at højne kvaliteten i dansk byggeri. Nøgletallene omhandler kvalitet, tidsfrister, mangelafhjælpningsperiode, kundetilfredshed, arbejdsmiljø i form af ulykkesfrekvens og virksomhedens vurdering af dens underentreprenører.
Nøgletal samlet i database
Byggeriets Evaluerings Center samler nøgletallene i en database hvor virksomheder der ønsker at deltage i ordningen kan se hvor gode de er til at løse opgaver i forhold til branchens gennemsnit.
Tallene er et redskab for virksomhederne til at finde deres stærke og svage sider. Bruger de det værktøj klogt kan de øge kvaliteten inden for såvel byggeriet som overholdelse af tidsfrister og budgetter.
En af de danske entreprenører der har valgt at lade sig evaluere er Glenco med hovedsæde i Hvidovre. Niels Hansen er Glencos salgschef og står for indsamlingen af tal til Glencos egen karakterbog. Han er tilfreds med ordningen og det Glenco får ud af den.
Kvalitet i arbejdet- Vi har opnået nogle meget flotte scorer på de projekter vi har fået evalueret. Tallene bekræfter at vi ligger i toppen. I Glenco arbejder vi målrettet med ”kvalitet i arbejdet” og ”projekterne i fokus”. Fra en uvildig instans har vi nu fået papir på, at det virker, siger en tilfreds Niels Hansen.
- Jeg er overbevist om at karakterbogen får øget betydning i takt med at nye samarbejdsformer som f.eks. partnering vinder frem i byggeriet. Når bygherren skal arbejde tæt sammen med sine samarbejdspartnere er han mere omhyggelig med at vælge samarbejdspartnere med de helt rigtige kompetencer. Naturligvis samtidig med at prisen er i orden. Her er karakterbogen et fantastisk redskab, siger Niels Hansen.
Elektroniske indberetninger ønskes
Noget af det der står på ønskesedlen i fremtiden er elektronisk indberetning til karakterbogen. Om besværet med at udfylde skemaer, siger Niels Hansen:
- Det har da været krævende. Vores projektledere er i forvejen spændt hårdt for og de har nogle gange følt at der er nogle tunge papirgange i processen. I snit har vi i Glenco brugt 15 timer på hver sag vi har haft gennem evalueringsprocessen, og det er inklusive informationsprocessen.
Hos Glenco har man sørget for at informere sine medarbejdere grundigt om vigtigheden af nøjagtige indberetninger til karakterbogen. Men at ordningen er god betyder ikke at den ikke kan blive bedre!
- Vi kunne godt tænke os at det hele kørte lidt enklere med en fremtidig elektronisk indberetning. Vores medarbejdere er omstillingsparate så vi vil hilse en effektivisering af indberetningssystemet velkommen, siger en smilende Niels Hansen.
Har opnået det man ville
Karakterbogen skal bidrage til at frasortere de uprofessionelle i en sund konkurrence med en højere grad af gennemsigtighed. Sådan argumenterede Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen da karakterbogen var klar til at blive lanceret. Og han konkretiserede:
- Det er virksomheden selv der bestemmer om den skal have succes. Det forudsætter at den enkelte byggevirksomhed dels er villig til at lade sig måle og veje på sine kompetencer, og dels at virksomheden har en vilje til at lære af eventuelle fejl.
Hos Glenco har man opnået det man gerne ville. Niels Hansen siger om karakterbogens formål:
- Det har godt nok været lidt besværligt og kostet mange mandetimer. Men vi har opnået det vi ønskede. Nemlig et stykke papir som fortæller bygherren, at hvis han vil samarbejde med et professionelt firma med gode kompetencer, så er Glenco en indlysende mulighed.
Niels Hansen vurderer at karakterbogen vil være et godt redskab over for landets offentlige og ikke mindst de private professionelle bygherrer i kampen om at vinde nye opgaver.
Billedtekst:
Administrerende direktør Curt Liliegreen fra Byggeriets Evaluerings Center overrækker retningslinierne for Karakterbogen til salgschef Niels Hansen og administrerende direktør Børge Nordgaard Hansen fra Glenco.
Yderligere oplysninger: www.glenco.dk
Glenco
Kanalholmen 1
2650 Hvidovre
Tlf. 36 39 42 22
Emner
Erhverv