Ghita Nørby har opera i sine årer
Pressemeddelelse august 1, 2005 KulturDet er på ingen måde ukendt territorium Ghita Nørby bevæger sig ud på, når hun søndag 14. august 2005 går på scenen i forbindelse med Opera i Rebild fire sommersøndagstimer med populære operatoner og klassisk musik på naturscenen ved Rebild Bakker. Hverken når det gælder opera eller Nordjylland.
”Opera er et indforstået ord hos mig. Jeg er vokset op med opera, så dens verden er en del af min verden. Der er opera i mine årer som en selvfølge i en sådan grad at jeg elsker opera”, fortæller Ghita Nørby, der som barn ofte fulgte sig far, operasangeren Einar Nørby, når han skulle synge på Det kongelige Teater.”Jeg har hørt opera siden jeg var bittelille og det gør, at jeg i dag nærmer mig det ubesværet. Og det har blandt andet ført til en periode som lærer på operaskolen, ligesom jeg kan læse et partitur, hvilket i mange sammenhænge er vældig praktisk.”
At også Nordjylland er velkendt for Ghita Nørby hænger sammen med, at hendes far stammer fra Thisted. Dertil kommer at hun en periode arbejdede på Aalborg Teater og fortsat har både familie og venner i det nordjyske.
I relation til rollen som konferencier i forbindelse med Opera i Rebild understreger Ghita Nørby at hun på ingen måde rummer det, som en god konferencier i almindelighed gør:
”Jeg er hverken Søren Pilmark eller Preben Kristensen, så det bliver konferencier på en anden måde.
Niels Birger Wamberg arbejder på nogle tekster, der skal binde de forskellige dele af arrangementet sammen mere kan jeg ikke sige om det lige nu.”
Ghita Nørby gennemgik tidligere på sommeren en knæoperation og bevæger sig derfor i øjeblikket ved hjælp af krykker. Dem håber hun i høj grad at være befriet når det er tid for Opera i Rebild:
”Ellers bliver det jo også på det punkt en anderledes slags konferencier, kan man sige.”
Fra arrangørside glæder man sig meget til at dansk teaters førstedame vil lede publikum gennem programmet:
”Ghita Nørby vil med sin operabaggrund kunne give en personlig indføring til de musikalske højdepunkter, ligesom hun er en fremragende H.C. Andersen-fortolker, hvilket publikum vil kunne nyde, når vi markerer eventyrdigterens 200 års fødselsdag”, siger Søren Steen Nielsen fra Opera i Rebild.
Også på den musikalske side samler dette års udgave af Opera i Rebild der i øvrigt er den fjerde i rækken bemærkelsesværdige kræfter: I samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Den Jyske Opera præsenteres fremragende danske og udenlandske solister, kor og ensembler i et program, som i anledning af 200 årsdagen byder på både velkendte og nye musikalske sider af H.C. Andersen og i lighed med tidligere et festfyrværkeri af italienske operatoner.
Første programpunkt er markeringen af H.C. Andersens fødselsdag sat i musik af Michala Petri, Lars Hannibal og kammerkoret Coro Misto. Derefter følger to afdelinger med populære italienske operatoner og berømte operakor fremført af Den Jyske Opera og Aalborg Symfoniorkester, ligesom der bliver lejlighed til at høre et uddrag af Hartmann og H.C. Andersens opera Liden Kirsten.
Kontakter
Søren Steen Nielsen
Opera i Rebild✉ opera**************** Vis...
☎ 28 34******* Vis...
http://www.operairebild.dk
Emner
Kultur