PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/g%C3%A5defulde-kvindehjerter-4044

Gådefulde kvindehjerter

Pressemeddelelse juni 1, 2007 Helse

Hjerteforeningen i Ballerup/Værløse/Smørum sætter spot på sundheden med en vifte af tilbud fra salg af kogebøger med hjertesunde opskrifter til tjek af formen

Hver tredje danske kvinde dør af en hjertekarsygdom. Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag i Danmark, og kvinder og mænd dør næsten lige hyppigt. Men læger og patienter ved alt for lidt om kvinders hjertekarsygdom.

Det er baggrunden for, at Hjerteforeningen over de næste fem år sætter fokus på, at mange kvinder langt fra får den optimale behandling af deres hjertesygdom. Derfor samler Hjerteforeningen ind til mere forskning i bedre diagnosticering og behandling af kvinders hjertesygdom.

- Alt for mange mødre, bedstemødre, veninder og døtre rammes hvert år af hjertekarsygdom. Vi gør opmærksom på problemet med en stand på Farum Bytorv med materiale om kvinders hjertekarsygdom, siger Kurt Heinsøe, formand for Ballerup/Værløse/Smørum Lokalkomité.

Man kan møde Hjerteforeningen på Farum Bytorv fredag den 8. juni kl. 12-16.

Her tilbyder Hjerteforeningen kuliltemåling for rygere og rådgivning om rygestop. Er tiden kommet til at få tjekket formen inden ferien, kan Hjerteforeningen også hjælpe med det, for interesserede kan få en konditest. Man kan bare møde op, der er ingen tilmelding til målingerne i forvejen.

Man kan også få ideer til aftensmaden med hjem, for lokalkomiteen sælger Hjerteforeningens kogebøger og den nye slankebog Slank med Hjerteforeningen. Bogen koster 149 kr. for ikke-medlemmer og 125 kr. for medlemmer af Hjerteforeningen.

Hør mere, kontakt Kurt Heinsøe, formand for Ballerup/Værløse/Smørum Lokalkomité, mail: [email protected], tlf.: 28 76 95 09 / 44 95 20 59.

Hjerteforeningen har udgivet debatbogen "Kvinders hjerter", hvor en række eksperter giver deres bud på, hvordan kvinder og mænd sikres lige god behandling af hjertekarsygdom. Hjerteforeningens protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary har skrevet forordet.

Bogen kan købes på www.hjerteforeningen.dk
Prisen er 80 kr. for medlemmer af Hjerteforeningen og 100 kr. for ikke-medlemmer.

Læs mere om kvinders hjertekarsygdom, kvinders symptomer og om kampagnen Kvinder længe leve! på www.hjerteforeningen.dk

For yderligere information:
Projektleder Mette Såby Bro, mail: [email protected], tlf.: 33 67 00 11.
Pressemedarbejder Lotte Bucka, mail: [email protected], tlf.: 33 67 00 19.

Kontakter


Emner


Helse