Fusion skaber et af Skandinaviens største konsulenthuse inden for optimering af virksomhedens forsyningskæde
Pressemeddelelse juni 25, 2009 ErhvervKonsulentvirksomheden Implement System Impact, der er et selvstændigt aktieselskab med fokus på Supply Chain Management og optimering af forsyningskæden med udgangspunkt SAP, fusionerer pr. 1. juli 2009 med moderselskabet Implement. Sammenlægningen af de to virksomheder skaber samtidig, med mere end 75 konsulenter, et af Skandinaviens største og mest udviklingsorienterede faglige miljøer inden for optimering af virksomhedens forsyningskæde.
Implement System Impact har siden etableringen i 2004, markeret sig som en af Danmarks hurtigst voksende it-konsulentvirksomheder. Således arbejder, i dag, mere end 30 højt kvalificerede SCM-specialister med at optimere forsyningskæden i nogle af Skandinaviens største virksomheder.
SAP skal kombineres med forretningsforståelse og implementeringsekspertise
Ifølge Implement System Impacts direktør Thomas Grosbøll skyldes virksomhedens impone¬rende vækst en unik kombination af kompetencer; "Vores forretningsfilosofi er, at SAP excellence ikke kun er et spørgsmål om dybe kompetencer inden for SAP. Denne kompetence er en forudsætning, men vi formår først, reelt, at flytte vores kunder, når vores viden om SAP kombineres med en lige så dyb forretningsforståelse og implementeringsekspertise".
Ifølge Thomas Grosbøll og direktør i Implement Niels Ahrengot er netop denne kombination af kompetencer den direkte årsag til, at de to virksomheder vælger at fusionere. "Vores oprindelige mission er lykkedes. Forretningsområde med SAP ydelser er i dag så tæt integreret med Implements øvrige management rådgivning at vi nu har taget skridtet fuld ud med en fusion af de 2 forretninger. Vi øger fokus på den faglige udvikling og på de integrerede løsninger. Det skaber en langt større værdi for vores kunder. Nu trækker vi på erfaringerne fra næsten 200 konsulenter med vidt forskellige kompetencer inden for strategi, operational excellence, it management samt ledelses- og organisationsudvikling" siger Thomas Grosbøll.
Unik virksomhedskultur skaber gejst og innovation
Både Implement og Implement System har en meget praktisk indfaldsvinkel til rådgivning. Strategier skal være enkle og de skal kommunikeres enkelt, ellers bliver de ikke gennemført. Dette skyldes i høj grad den "no nonsense-holdning", der er et af de bærende elementer i den meget stærke virksomhedskultur. "Vi har fra starten holdt fast i det sæt af værdier, som virksomheden blev grundlagt på. Fx kommer mennesker altid forud for struktur i Implement" siger Niels Ahrengot.
I praksis har denne holdning en lang række konsekvenser. En af de mest væsentlige er, at der altid er plads til "den rigtige medarbejder" i Implement. Det er der, fordi de rigtige mennesker, ifølge Niels Ahrengot, ikke har behov for en ledig stilling eller en formel jobbeskrivelse. De finder helt af sig selv hen til de opgaver, der skaber mest værdi - både for dem selv og for Implement. En anden konsekvens er, at der er vide rammer for medarbejdere med initiativ. Gode idéer skal prøves af, også selv om de ikke er en del af den langsigtede strategi.
Resultatet er blevet en virksomhed, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Hvor direktører og andre ledende medarbejdere deltager i salg og leverancer af konsulentopgaver på lige fod med de øvrige medarbejdere. Hvor alles performance er synlig for alle og hvor alle har flydende arbejdspladser i et åbent kontormiljø - også topledelsen.
Centrale fakta om Implement A/S
- Stiftet i 1996
- I dag 220 medarbejdere, heraf 200 konsulenter
- Servicerer skandinaviske private og offentlige virksomheder via kontorer
- i København, Oslo og Stockholm
- Førende i Skandinavien inden for implementering af strategiske forandringer indenfor: Strategy & Growth, Operational Excellence, Service Operational Excellence, It & Infrastructure og Leadership & Projects
Kontakter
Thomas Grosbøll
PartnerImplement A/S
✉ tgr@i*********** Vis...
☎ 23380*** Vis...
http://www.implement.dk
Emner
Erhverv