Fra blåsøm til køkken-alrum
Pressemeddelelse april 9, 2008 LivsstilMadvaner og indretningstendenser har forandret sig drastisk de sidste 80 år. Køkkenet har udviklet sig fra at være husmoderens domæne til køkken-alrummet, hvor den moderne familie lever. Imerco fejrer 80 års jubilæum i de kommende uger og jubilæet markerer også den traditionelle isenkræmmers forvandling til en moderne butik, der tilbyder kunderne en helhedsoplevelse.
I dag køber vi åbne designkøkkener, vi installerer fritstående køkken-øer og taler om samtalekøkkener. Køkkenet er blevet et rum for hele familien. Det bliver brugt til madlavning, spisning, til hygge, samtale og endda til arbejde. Men samtalekøkkenet kom ikke ud af den blå luft. Der skulle faktisk noget så lidt bemærkelsesværdigt som emhætten til, for at revolutionere vores brug af køkkenet - og moderne indretning i det hele taget.
I takt med at vores madlavningsvaner ændrede sig, og teknologiske fremskridt såsom emhætten fjernede osen fra køkkenet i 1960'erne, bevægede vi os fra madlavningskøkkenet frem mod køkken-alrummet. Madlavning blev en social aktivitet og en kreativ oplevelse. Det medførte naturligvis en helt ny efterspørgsel efter de rigtige produkter til det moderne køkken-alrum.
Fra isenkræmmer til ekspert i køkken-alrum
Siden 1928 har Imerco fulgt denne forandring og har i dag, 80 år senere, udviklet sig til en moderne butik der har specialiseret sig i køkken-alrummet. Her kan kunderne blive vejledt af ansatte med ekspertise inden for alle afskygninger af det moderne køkken-alrum - lige fra gourmetmadlavning til grilludstyr.
Selvom de fysiske rammer naturligvis har ændret sig, er det faktisk varerne der har gennemgået de største forandringer. Tilbage i 1920'erne kunne isenkræmmerens typisk præsentere et imponerende og varieret udvalg bestående af emaljevarer, glas, porcelæn, haveredskaber, petroleumslamper, børstevarer, barbersæbe, Bing og Grøndahl og et udvalg af diverse værktøj - for nu bare at nævne nogle få eksempler. Datidens isenkramforretning havde et imponerende udvalg, som i dag vil kræve et besøg i adskillige forretninger for at matche.
Indkøb skal være en oplevelse
Der er sket meget siden den lokale isenkræmmer var gemt af vejen i små diskrete bygninger. Og et kig forbi Imercos nye moderne flagskibsbutik på Ryesgade i Århus vidner om, hvor meget der faktisk er sket siden dengang, hvor man kunne købe blåsøm hos sin isenkræmmer. Nutidens Imerco butik lægger vægt på en helhedsoplevelse fra kunden træder ind i butikken til handlen er afsluttet. Et besøg i butikken skal inspirere kunden, ikke kun i kraft af varer i god kvalitet og lækkert design, men også via inspirerende udstillinger, og tips og ideer til brug af produkterne. Indkøbssituationen er i dag blevet til en oplevelse.
Én ting har dog ikke forandret sig i de sidste 80 år, og vil heller ikke forandre sig i fremover i Imerco. Kunderne kan fortsat være sikre på at få kompetent og venlig vejledning af et faguddannet personale, der ved hvad de taler om.
På www.imerco.dk kan man læse mere om hvordan det danske køkken og vores madvaner har ændret sig, og om isenkræmmerens udvikling i løbet af de sidste 80 år.
Emner
Livsstil