Fortsat elendig sikkerhed på byggepladserne
Pressemeddelelse januar 18, 2007 SamfundDet kniber gevaldigt med at overholde sikkerhedsreglerne på byggepladserne. Ved en landsomfattende aktion i dag har Arbejdstilsynet endnu engang konstateret mange alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Der er god grund til, at Arbejdstilsynet i de kommende år sætter ekstra fokus på arbejdsmiljøet på de danske byggepladser. Alt for mange steder er der alvorlige brud på reglerne og på nogle pladser er forholdene så dårlige, at de tilsynsførende ikke har set fortilfælde.12 meters frit fald uden hverken sikkerhedsliner eller rækværk. Sådan går nogle bygningsarbejdere rundt på tagene. Skal man fra en personlift i 3,5 meters højde over på et stillads, ja, så kravler man over kanten på liften, skræver over et mellemrum på mere end en halv meter, før end foden igen finder fast underlag. Og hvis en gammel tagbjælke skal skæres ned, så balancerer man frit op ad en 45 grader stejl bjælke med motorsaven og går i gang helt uden sikkerhedsudstyr. Alle tre konkrete tilfælde fra dagens aktion og alle tre forbundet med livsfare for de ansatte.
-Jeg kan ikke lade være med at undre mig meget, siger direktør Jens Jensen. Gang på gang har vi været ude at pege på de her forhold. Vi gør heller ingen hemmelighed ud af, at vi kommer på aktion. Og alligevel ser det ud til, at man i dele af byggebranchen ser stort på de mange advarsler. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Den holdning, som dele af byggebranchen lægger for dagen, er totalt uacceptabel, og branchen har et stort ansvar for at tage fat om sikkerhedsproblemerne.
Ved dagens aktion besøgte Arbejdstilsynet i alt 204 byggepladser. På 112 af pladserne måtte Arbejdstilsynet i 174 tilfælde reagere over for arbejdet indenfor fokusområderne. I hele 114 tilfælde udløste Arbejdstilsynets reaktion, at arbejdet på byggepladsen blev stoppet, ind til forholdene er i orden. Flere af disse sager skal nu overvejes nærmere for at afgøre, om der skal indstilles til retslige tiltaler. Samtidig måtte Arbejdstilsynet 27 gange reagere over for områder, som ikke var i fokus under dagens aktion, men hvor Arbejdstilsynet i 18 tilfælde måtte stoppe arbejdet.
-Jeg hæfter mig ved, at der heldigvis også er en del byggepladser, hvor tingene er i orden. Og jeg er glad for, at vores tilsynsførende kan fortælle om rigtigt flotte byggepladser, siger Jens Jensen. - Det er altså ikke fordi, at reglerne er for skrappe eller svære at efterleve. Men rundt om i branchen er der åbenbart mange, der tænker, at går den, så går den. Sagen er bare, at netop den tankegang altså fører til de alvorlige ulykker. Det er en bekymrende mangel på respekt for medarbejdernes liv og førlighed.
I løbet af i år og næste år skal arbejdsmiljøet gennemgås nøje i alle landets bygge- og anlægsvirksomheder. Direktør Jens Jensen forudser, at det bliver en drøj omgang for byggefirmaerne, der kan regne med, at Arbejdstilsynet vil forfølge sikkerhedsproblemerne til en varig bedring har vist sig.
-Vi ved, at det kan lade sig gøre at have god sikkerhed på byggepladserne og samtidig få arbejdet færdigt i tide, siger Jens Jensen. Ved at lade hånt om sikkerheden udsætter man ikke blot sig selv og andre for fare, men firmaerne risikerer altså også, at Arbejdstilsynet kommer igen og igen. Det koster ikke bare arbejdstid for firmaerne, men kan også give klækkelige bøder. Vi vil benytte alle arbejdsmiljølovens muligheder for at komme problemerne til livs.
Arbejdstilsynet har allerede nu planlagt flere aktioner i 2007 på byggepladserne. I 2005 mistede 20 mennesker livet under arbejde på en byggeplads, mens der i 2006 var 6 dødsulykker.
Kontaktpersoner:
Kontorchef Peter Herskind, tlf. 72 20 87 31
Pressekoordinator Jakob Hjuler Tamsmark, tlf. 72 20 85 61
Kontakter
Emner
Samfund