PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/fornuftigt-%C3%A5rsresultat-fra-jysk-nordic-2082

Fornuftigt årsresultat fra JYSK Nordic

Pressemeddelelse december 22, 2005 Erhverv

JYSK Nordic, der omfatter JYSK selskaberne i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen, Tjekkiet og Ungarn, udgiver sin årsberetning. Den viser stor fremgang i eksempelvis Danmark og Polen, mens Sverige og Norge skuffer.

Let nordisk bølgegang
Det er meget tilfredsstillende, at der er betydelig resultatfremgang på det danske marked ovenpå det foregående års mange ekstra markedsføringsaktiviteter i forbindelse med 25 års jubilæet. Vores danske kunder er loyale og købelystne. Ligeledes har vi effektiviseret butiksnettet, forbedret butikskvaliteten og optimeret butiksarealerne. Vi tester i øjeblikket større butikker med udvidet sortiment i udvalgte byer med stor succes under arbejdstitlen ”Mega-JYSK”. Vi har gennemført en optimeret placering og indretning af vores butikker, blandt andet i hovedstadsområdet. Dette er nogle af forklaringerne på resultatfremgangen
i Danmark.

Det er omvendt skuffende, at de senere års positive EBIT resultatudvikling i Sverige i 2004/2005 blev afløst af en tilbagegang. Det skyldes hovedsagligt en større konkurrence på markedet. Takket være 9 mio. mennesker og den frie etablering, agter vi fortsat at investere og udvikle os markant i Sverige. Norge er i samme situation. Her er vi i skarp konkurrence med kendte og etablerede kæder, hvor vi har været tvunget til prisnedsættelser.
I Finland er der både stort aktivitetsniveau på åbninger og omlægninger af butikkerne samt god vækst i omsætningen. En sund udvikling med investeringer i butiksetableringer, vi er overbeviste om, vil vise mærkbare resultater på kort sigt. Det skal dog bemærkes, at vi allerede ser gode tegn på fremgang på de nævnte markeder i det nye regnskabsår, så forventningerne er ganske positive.

Øst og centraleuropa giver optimisme
Den polske resultatfremgang giver optimisme med hensyn til de fremtidige muligheder på dette store og vigtige marked. Dette skal sammenholdes med, at der allerede nu er skabt et mindre positivt EBIT resultat på det tjekkiske marked, og at opstarten i Ungarn har været som forventet. Samlet set er de øst- og centraleuropæiske markeder således inde i en god fremgang. Polen viser vejen med en sund og positiv udvikling. I takt med selve landets fortsatte stabilitet og økonomiske vækst har vi grund til optimisme ved at åbne endnu flere butikker. Udviklingen i Tjekkiet giver tegn på stabil og kontrolleret vækst i flere områder af landet, ligesom vi planlægger at åbne i september 2006 i nabolandet Slovakiet. Her vil de tjekkiske erfaringer og ressourcepersoner indgå. Vi har fortsat store forventninger til det ungarske marked. Enhver opstart i et nyt land kræver lidt tid til at lære hinanden at kende. Vi møder et nyt sprog, en ny kultur og måske en anderledes forbrugsadfærd. Kundernes kendskab til os skal etableres, og de skal vænne sig til, at vi nu også byder os til i markedet. Men det er vores erfaring, at når det først sker, så går det hurtigt og effektivt med åbne flere butikker, justere sortimentet, tiltrække flere kunder og få omsætningen i vejret.

Kontakter


Emner


Erhverv