PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/forbudt-for-voksne-2450

Forbudt for voksne

Pressemeddelelse marts 16, 2006 Helse

Hidtil har fitness været forbudt for børn, men nu kommerNordens første center, der er forbudt for voksne

Thumbnail 600 dsc 0200 1
Lørdag den 18. marts åbner Nordens første fitnesscenter kun for børn og unge i alderen 8 til 18 år. Centeret hedder SHOKK og ligger i Viborg.

-Det skal være rart og sjovt at træne. På denne her måde får børnene en sport, hvor de selv kan være med til at bestemme farten, og hvor de ikke behøver at konkurrere med andre end sig selv, siger Jens Bernstorff Schrøder, der er blandt initiativtagerne.

Konceptet for det nye center kommer fra England, hvor SHOKK begyndte at udvikle det i 1998. Først i 2005 var ideen om fitness for børn og unge klar til markedsføring, og nu åbner der fem-seks SHOKK-centre i Storbritanien hver måned.

En række fremtrædende fagfolk, universiteter og organisationer har været med til at udvikle konceptet. Netop den professionelle tilgang til det kontroversielle emne, børn og fitness, var baggrunden for, at TBB Products med hovedsæde i Viborg valgte dette koncept til deres nordiske satsning.

Det bliver den danske forsker og idrætsfysiolog Morten Zacho fra Center for Muskelforskning på Rigshospitalet, der holder åbningstalen i Viborg på lørdag. Morten Zacho har forsket meget i børn og fitness.

Børn er specielle
Alle træningsmaskiner i SHOKK-centret er specielt fremstillet til børn og unge, træningsprogrammerne bliver tilpasset det enkelte barn, og der er specialuddannede instruktører til rådighed.

Mens de fleste voksne træner alene, skal børn hele tiden være under kyndig vejledning, for det forebygger skader, og sikrer, at børnene laver øvelserne rigtigt. Desuden er det instruktørernes opgave at sikre, at børnene får en varieret og alsidig træning, og at det bliver en god oplevelse.

Godt for børn
Det har været en udbredt opfattelse, at børn og unge ikke måtte dyrke fitness, før de var udvoksede. Men nyere international forskning viser tværtimod, at fitness træning er gavnligt for børn og unge,  hvis den gribes rigtigt an.

Således konkluderede Sundhedsstyrelsen i en rapport af professorerne Bengt Saltin og Bente Klarlund Pedersen i 2004,  at ”børns fitness niveau er af betydning for deres fremtidige sundhed og at konditionsgivende aktiviteter bør fremmes”.

- Alle børn og unge bør være fysisk aktive i 60 minutter om dagen. Mindst to gange om ugen skal de lave noget, der fremmer og vedligeholder kondition, muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed, anbefaler Sundhedsstyrelsen.

Sammen og alligevel alene
Det nye  fitnesscenter henvender sig til alle unge også dem der ikke ligner en superatlet.

- Hemmeligheden er, at du i fitnesscentret kun skal måle dig med dig selv. Et succeskriterium kan være at forbedre sin egen hvilepuls fra gang til gang og så kan barnet eller den unge få en succesoplevelse selvom han eller hun i forhold til de andre ikke er den stærkeste, hurtigste eller smukkeste, siger Jens Schrøder.

Netop de specialudviklede maskiner og den kyndige instruktion er en velegnet motionsform for alle, også for overvægtige børn, og børn, som ellers ikke dyrker motion.

Instruktører fra England
- Det er vigtigt at slå fast, at børn og voksne skal træne på forskellige måder, derfor skal instruktørerne være specialuddannede.

Da fitness for børn er et ukendt fænomen i Danmark, bliver de første danske instruktører oplært af engelske instruktører.

Det er sket i ugerne op til åbningen i Viborg 18. marts. Siden er det planen, at der med udgangspunkt i Viborg skal etableres en specialuddannelse for børne-fitnessinstruktører.

Kontakter


Emner


Helse