PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/finanskrise-mange-andelshavere-i-fare-for-tvangsauktion-6021

Finanskrise: Mange andelshavere i fare for tvangsauktion

Pressemeddelelse oktober 8, 2008 Byggeri

Andelshaveren går ikke fri af den nuværende krise både på finans- og boligmarkedet. For første gang i andelsboligens historie risikerer flere at måtte tvangssælge deres andelslejlighed. Simpelthen fordi de ikke kan betale deres husleje og afdrag på banklån – som begge stiger på grund af krisen. Samtidig falder vurderingen af andelslejligheder i takt med ejerboligmarkedets fald og det betyder, at friværdien mindskes betydeligt den kommende tid.

På grund af finanskrisen og den høje rente, sidder flere og flere andelshavere i en økonomisk klemme, som i sidste instans kan ende med, at de må gå fra hus og hjem. Samtidig falder boligpriserne og det kommer til at påvirke vurderingen af andelsboliger i negativ retning. Det betyder, at mange banker sidder inde med udlån, som der ikke er dækning for og som en konsekvens af det, risikerer flere andelshavere at blive ramt. Det er første gang de nye regler om pant i andelen for alvor får konsekvenser for en boligform, der ellers altid har været fredet i krisetider.

I 2005 blev det nemlig muligt at låne med pant i andelen og de efterfølgende prisstigninger på langt over 100 % har gjort, at mange, især nye andelshavere, har mere end ét problem; Først og fremmest er renten steget og da andelshavere ikke har mulighed for at optage realkreditlån, er de allerfleste lån med stigende variabel rente. Dernæst er prisen på andelslejligheder faldet, hvorfor bankernes pant er under pres, da nogle har valgt, at udlåne helt op til 100 % af vurderingen. Sidst men bestemt ikke mindst, så har især mange nyere andelsboligforeninger optaget realkreditlån med variabel rente og når den går op, bliver huslejen hævet. Så nogle andelshavere rammes hele tre gange og det kan få katastrofale konsekvenser.

Andelshavere belåner som aldrig før - hver anden har lånt

I denne situation hjælper det bestemt ikke at rigtig mange har taget lån i andelen. Ifølge Andelsboligbogen, som bestyres af retten i Århus, har hele 100.737 andelshavere pr. 1/1 08 optaget lån med pant i deres andel. Det svarer til, at over halvdelen af landets andelshavere har lån i deres bolig, efter det blev muligt pr. 1. februar 05. Helt præcist har 54 % af samtlige andelshavere nu boliglån. Og det er ikke småpenge der lånes. Ifølge retspræsident for Århus tinglysningsret Søren Sørum Hansen, har andelshavere i gennemsnit lånt kr. 310.000 og der er en stigende tendens for lånets størrelse. I 2005 optog andelshaverne i snit lån på kr. 264.000 og i 2007 var det beløb steget til kr. 367.000. Alt i alt har andelshaverne lånt kr. 36 mia. og da der ikke kan optages realkreditlån er det primært bankerne, som har lånt pengene ud.

Andelsportal.dk servicerer landets andelshavere og andelsboligforeninger med bl.a. gratis rådgivning, nyheder på andelsboligmarkedet og arbejdsopgaver i udbud. Portalen har sammen med sine søsterportaler Ejerportal.dk og 3byggetilbud.dk over 45.000 månedlige brugere og videreformidlede arbejdsopgaver for mere end kr. 2.0 mia. i 2008.

Kontakt direktør Martin Borgstrøm fra Andelsportal.dk på telefon 7733 4000 eller [email protected] for mere information og billedmateriale - http://www.andelsportal.dk/

Kontakter


Emner


Byggeri