PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/fede-b%C3%B8rn-bliver-syge-voksne-3181

Fede børn bliver syge voksne

Pressemeddelelse september 20, 2006 Helse

Faren for at blive fed som voksen, når man er det som barn, er større end hidtil antaget

Nye undersøgelser viser, at 70 % af dem, der er overvægtige som unge, også bliver det som voksne. I dag er næsten hvert femte danske barn overvægtig, og eksplosionen i børnefedme ser ikke ud til at aftage. Fedme i barndommen øger risikoen for at få hjertekarsygdom som voksen. Med den nuværende fedmeepidemi er faren for eksplosiv vækst i antallet af voksne med hjertekarsygdom overvældende.

- Det er skræmmende tal. Overvægtige børn har øget risiko for at udvikle åreforkalkning med fare for, at det kan føre til hjertekarsygdom og tidlig død, siger sundhedschef Lars Ovesen fra Hjerteforeningen.

Lars Ovesen påpeger nødvendigheden af at sætte ind, mens børnene er små. De gode vaner skal erstatte de dårlige allerede fra barnsben, i stedet for at vente til voksenlivet hvor de skadelige forandringer i kroppen er sket.

Vanerne hænger ved
Eksplosionen i børnefedme har givet næring til forskning verden over. Senest har to store amerikanske og et finsk projekt understreget sammenhængen mellem vaner i barndommen og voksenlivet. Projekternes resultater har slået fast, at usunde børn har større risiko for at blive syge voksne.

Det er desværre ikke de sunde vaner, der præger de danske børns hverdag. Alt for mange spiser usundt og er fysisk inaktive, og det fører til overvægt.

Mere end 80 % børn og unge spiser for meget fedt og for meget sukker og næsten 80 % spiser for lidt frugt og grønt. Kun hver anden af de unge 15-årige lever op til Sundhedsstyrelsen anbefalinger om at være fysisk aktive i mere end 60 minutter om dagen.

Derfor tager Hjerteforeningen kampen mod børns overvægt og fedme op og drager fra den internationale hjertedag, World Heart Day den 24. september, landet rundt med budskabet om et sundt børneliv. Det sker i form af et nyt teaterstykke, der med drama, musik og dans præsenterer sundhedsbudskaber i øjenhøjde. Børnehavebørn får med teaterstykket indblik i, at det sunde er sjovt, og at hygge ikke kun drejer sig om slik, sodavand og computerspil.  

Yderlig information:
Projektleder Lone Nordin tlf. 33 67 00 05
Sundhedschef Lars Ovesen tlf. 26 17 59 96
www.hjerteforeningen.dk og www.rumlerikkerne.dk

Kontakter


Emner


Helse