Familiekursus letter hverdagen
Pressemeddelelse august 19, 2007 HelseFamilier med hjertesyge børn mødtes i weekenden til det årlige familiekursus i Horsens arrangeret af Hjerteforeningens Børneklub
På Hjerteforeningens familiekursus får forældre til hjertesyge børn indblik i den nyeste viden om behandlingen af medfødte hjertefejl. Den viden kan være med til at lette hverdagen for familierne.
Helle Meinhardts 13-årige søn Kevins hjerte har kun ét kredsløb i stedet for de normale to. Kevin har fx en drøm om at besøge USA, men indtil for nylig troede familien, at det måtte blive ved drømmen. Kevins hjertefejl gjorde, at han ikke måtte flyve længere end fem timer. Et lægefagligt foredrag på familiekurset ændrede på den opfattelse, for ny viden viser, at hans hjerte godt kan tåle turen.
- Familiekurset har givet os en forståelse af, at vi ikke behøver pakke Kevin ind i vat. Han kan godt tåle at leve et forholdsvist normalt liv, når blot vi tager hensyn til hans begrænsninger og særlige behov, siger Helle Meinhardt.
I år er hun med på familiekurset for 14. gang, hvor hun blandt andet deler ud af sine erfaringer til andre forældre.
I alt deltager 120 familier i det årlige kursus, og mange familier kommer igen år efter år.
- Det er vigtigt at kunne dele sine erfaringer og eventuelle angst for fremtiden med andre i samme situation. På kurset kan forældrene møde andre familier med samme problemer, siger Kim Løve Østerbye, formand for Hjerteforeningens Børneklub.
Frivillige børnepassere tager sig af de hjertesyge børn og deres raske søskende, mens forældrene i dagtimerne deltager i forskellige undervisningsaktiviteter og udveksler erfaringer.
Hjertefejl eller medfødte hjertesygdomme hører til de mest almindelige medfødte misdannelser. Der fødes hvert år ca. 600 børn med hjertefejl i Danmark.
Læs mere om Hjerteforeningens Børneklub på www.hjerteforeningen.dk og www.hjertebarn.dk
Foto: Hjerteforeningen/Lars Lindskov
Kontakter
Lotte Bucka
Hjerteforeningen✉ lbuck********************* Vis...
☎ 33 67****** Vis...
https://www.hjerteforeningen.dk
Emner
Helse