Færre spædbørn får epilepsi
Pressemeddelelse september 14, 2007 Børn og UngeDen hidtil største undersøgelse af epilepsi blandt danskere viser, at antallet af børn mellem 0 og 1 år, der får stillet diagnosen epilepsi, falder.
Årsagen til dette fald kendes ikke præcist, men kan skyldes, at man er blevet bedre til at forebygge og behandle skader på centralnervesystemet i såvel fostertilstand som hos nyfødte. Derimod stiger antallet af personer over 60 år med epilepsi, og især for personer over 80 år er kurven kraftigt stigende. Bedre overlevelse efter blodprop i hjernen eller hjerneblødning, der øger risikoen for epilepsi, kan her være noget af forklaringen på den markante udvikling.
Dette er hovedkonklusionerne i en dugfrisk undersøgelse, som er foretaget af forskere på Århus Universitetshospital og Århus Universitet i tæt samarbejde med forskere fra Center for Registerforskning og University of California, Los Angeles, USA. Resultaterne er publiceret i det internationale tidsskrift Epilepsy Research.
Undersøgelsen har taget udgangspunkt i, hvor mange mennesker, der får konstateret epilepsi mellem 1977 og 2002 under hensyntagen til køn og alder. Til brug for undersøgelsen har man via cpr-registret identificeret antallet af mennesker, som er født i Danmark og sammenlignet tallet med antallet af nydiagnosticerede personer med en epilepsi diagnose i Sundhedsstyrelsens Landspatientregister i samme periode.
Flest børn og ældre får epilepsi
I perioden 1997 til 2002 var der i gennemsnit mere end 4.000 personer, der hvert år fik stillet diagnosen epilepsi i Danmark. Undersøgelsen viser, at der er flest børn og ældre som får epilepsi. Blandt de yngste børn er der 200 nye tilfælde af epilepsi hvert år for hver 100.000 børn. Hyppigheden af nye tilfælde falder derefter og er lavest for personer mellem 20 og 40 år og stiger langsomt igen indtil 60 års alderen, hvorefter der ses en markant stigning i de ældste aldersgrupper. Blandt teenagere er der flest piger der får konstateret epilepsi, mens der blandt børn og voksne er flest mænd.
I en femårig periode fra 1995 - 1999, blev 0,56 % af befolkningen i Danmark set på et hospital eller hospitals ambulatorium med en epilepsidiagnose, svarende til at mere end 28.000 personer i Danmark har aktiv epilepsi.
Epilepsi er ikke altid en livslang sygdom, men kan være afgrænset til en kortere og længere periode af livet. Totalt set får 2 % af befolkningen stillet en epilepsi diagnose, inden de er fyldt 25 år.
De nye tal kommer ikke bag på Videnscenter om Epilepsi
Bente With, som er sekretariatsleder i Videnscenter om Epilepsi er meget begejstret for den nye undersøgelse. . I vores daglige arbejde, hvor vi har berøring med mennesker med epilepsi, deres pårørende, kommunerne og fagfolkene, har vi længe mærket den øgede hyppighed af epilepsi hos bl.a. de ældre, og vi har set frem til en ny tilbundsgående undersøgelse.
Epilepsi er et handicap, som er forbundet med tabu og resulterer ofte i en lang række psykosociale konsekvenser. Bente With håber, at den nye undersøgelse vil medføre, at der kommer mere fokus på dette handicap, som vil komme mennesker med epilepsi til gode i det lange løb.
Undersøgelsen er publiceret i tidsskriftet Epilepsy Research 2007, vol. 76, pp 60-65, Incidence and prevalence of epilepsy in Denmark af Jakob Christensen, Mogens Vestergaaard, Marianne G. Pedersen, Carsten B. Pedersen, Jørn Olsen og Per Sidenius.
Kontakter
Børge Jensen
konst. centerlederVidenscenter om Epilepsi
✉ tbjs@************* Vis...
☎ 58271*** Vis...
http://www.epilepsi.dk
Emner
Børn og Unge