Et kig om bag tryllekunstens magi
Pressemeddelelse august 31, 2005 KulturDen 14. oktober kommer selveste David Copperfield til Danmark, hvor han leverer hele 3 shows.
"Hvert tryllenummer har et svagt punkt, nemlig når tryllekunstneren laver sit hemmelige noget, som publikum helst ikke skal se. I de sekunder er det afgørende for tryllekunstneren, at han får ledt tilskuernes opmærksomhed et andet sted hen," forklarer Peter Jakobsen, som på 12. år arbejder som professionel tryllekunstner.
Vi skal med andre ord afledes. Blandt professionelle tryllekunstnere kaldes afledningsmanøvrerne misdirection. Vi - eller rettere vores opmærksomhed - bliver altså ledt væk. Vi kan også kalde det omdirigeret, manipuleret eller slet og ret snydt!
"Misdirection er tryllekunstens våben nummer ét. Helt grundlæggende udnytter tryllekunstneren, at publikum langt fra ser og hører alt. I tror, I ser og hører det hele. Men det er kun bjergtoppene. Det er højdepunkterne, som jeg betoner eller giver ekstra opmærksomhed. Nede i dalene kan jeg så lave alle mulige numre med publikum," forklarer Peter Jakobsen.
Et eksempel er vist på sin plads:
Når tryllekunstneren højt og ophidset beder en tilskuer om at holde i den ene ende af en snor, så kigger alle på den snor. For tryllekunstneren har betonet og understreget øjeblikket. Og da er det, han laver sine hemmelige manøvrer. Mens vores øjne og ører har travlt med noget, som i bund og grund er totalt ligegyldigt.
"Det er tydeligt, at politikere og tryllekunstnere bruger de samme tricks. En politiker, som har en rådden sag, han gerne vil have dysset ned, sørger også for at betone og understrege nogle udtalelser, som i bund og grund er totalt ligegyldige. Men han får os til at tro, at nu skal vi virkelig høre efter. Til gengæld skøjter han meget let hen over den betændte sag, som måske bare nævnes i en bisætning," smiler Peter Jakobsen.
Tryllekunstneren udnytter, at publikums øjne altid følger hans øjnes bevægelser. Vi kigger i den retning, han kigger. Allerede her kører han rundt med os. Han er også dreven, når det gælder at gemme en bevægelse bag en anden. Når han fx beder en frivillig om at række ham saksen og lægge den i hans højre hånd, så er alles opmærksomhed rettet mod den højre hånd. Og imens (kan du godt æde din gamle tryllehat på) har han travlt med at lave numre med sin venstre hånd.
Copperfield er den bedste
Det kan godt være, det her er kommet til at lyde så nemt at trylle. Det er det ikke. Det kræver års træning, forberedelse og ikke mindst granskning af det menneskelige sind. Peter Jakobsen har metervis af boghylder proppet med faglitteratur om menneskets hjerne, om psykologi, om manipulation, om trylleri, magi og alt muligt andet. Og hans respekt for "mesteren" Copperfield skal der ikke herske tvivl om:
"Han er uden tvivl number one! Han leverer 550 shows om året, hvilket er helt abnormt. Det er ekstremt hårdt at lave et show. Hans succes bygger på en blanding af dygtighed, karisma, hårdt arbejde og ikke mindst det faktum, at han har hyret verdens bedste producenter, verdens bedste tryllehjerner, verdens bedste teknikere, ingeniører, lys-folk osv."
Peter Jakobsen har mødt nogle af Copperfields såkaldte tryllehjerner. Og så er det jo nærliggende at høre, om vi ikke liiige kan få lidt at vide om, hvordan Copperfield fik Frihedsgudinden til at forsvinde eller gik lige ret igennem Den kinesiske Mur. Men her er Peter Jakobsen klokkeklar:
"Nej! Man afslører ikke en tryllehemmelighed. Det ville være at skyde sig selv i foden. Det eneste, jeg må sige, er, at han har nogle dygtige ingeniører omkring sig..."
Bestil billetter til den 14. eller 15. oktober, hvor David Copperfield optræder i Danmark - som det eneste land i det sydlige Skandinavien. Se mere på www.copperfield.dk eller bestil på Billetnet 70 15 65 65.
Kort om Peter Jakobsen
Alder: 42 år.
Børn: Far til 5.
Bor: Med kone og børn i kæmpe villa i Sorø.
Professionel tryllekunstner: De sidste 12 år.
Baggrund: Dramalærer på Gøglerskolen.
Første show: Tryllede for 200 mennesker, da han var 8 år gammel.
Sådan blev han tryllekunstner: Har læst i hundredvis af bøger om trylleri, tricks, psykologi, hjerneforskning, NLP og meget meget mere. Og så har han øvet, øvet og atter øvet.
Links:
www.copperfield.dk
www.tryllekunstner.dk
www.themagicschool.com
www.davidcopperfield.com
Kontakter
Peter Østergaard Bak
Kulturcenter Limfjord Erhverv A/S✉ pb@ku********************** Vis...
☎ +45 9******* Vis...
http://www.kulturcenter-limfjord.dk
Emner
Kultur