Drop screening af unge idrætsudøvere
Pressemeddelelse august 9, 2006 HelseScreening forhindrer ikke, at unge, som dyrker idræt, falder om og dør. Det konkluderer danske hjertelæger i en ny rapport
Op til fem unge idrætsudøvere rammes hvert år af pludselig hjertedød, og så sent som i sidste måned døde en 26-årig ung mand - formentlig af et hjertestop under fodboldtræning i Næstved.Men førende danske hjertelæger fraråder i en ny rapport at screene danske idrætsudøvere under 35 år. Konklusionen fra arbejdsgruppen er klar: Der er ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at screening kan forebygge pludselig uventet hjertedød hos unge. Heller ikke hos eliteidrætsudøvere.
- Problemet med screening er, at vi risikerer at udelukke en masse unge fra at dyrke idræt, som måske slet ikke er hjertesyge. Hvad stiller vi op med dem, spørger Eva Prescott, kardiolog på Bispebjerg Hospital, som har siddet med i arbejdsgruppen nedsat af Dansk Cardiologisk Selskab.
Italien har screenet siden 1979
Arbejdsgruppen blev nedsat i september 2005 efter, at European Society of Cardiology i en rapport lænede sig op af italienske erfaringer og anbefalede screening af idrætsudøvere hvert andet år fra 12-14 års alderen til og med 35 år. I Italien får de unge blandt andet foretaget EKG og en objektiv undersøgelse af hjertet. Italienerne har siden 1979 haft en lov, der påbyder at screene deltagere i konkurrenceidræt.
- Vi anbefaler i stedet at finde frem til de unge, som er disponeret for arvelig hjertesygdom, og som har risiko for at dø af et hjertestop. Derudover skal vi blive bedre til at registrere og få lov til at obducere de få unge, der pludselig falder om og dør, så vi kan få overblik over, hvad de dør af, siger Eva Prescott. Hun understreger, at idræt er sundt, og dødsfald i forbindelse med idræt forekommer yderst sjældent.
Ny enhed for arvelige hjertesygdom
I jagten på at finde de unge, som er familiært disponeret for pludselig hjertedød, har Rigshospitalet etableret en ny enhed for arvelige hjertesygdomme (REAH), der tilbyder familieudredning for 15 arvelige hjertesygdomme. Det drejer sig blandt andet om sygdomme, der kan behandles med medicin, pacemaker, ICD og sygdomme, som kan være årsag til nogle af de 5.000 pludselige uventede dødsfald, der hvert år rammer danskere heraf også en del unge.
Hjerteforeningen underviser i hjertestart
Arbejdsgruppen bag rapporten anbefaler også, at flere skal lære hjertestart, og at flere defibrillatorer sættes op ved idrætsanlæg. Det sker allerede i danske superligaklubber, hvor hjertesygeplejersker fra Hjerteforeningens rådgivningscentre underviser ledere, massører og kontrollører i at give hjertestart og bruge en defibrillator. Fremover vil der også være defibrillatorer på alle superligastadions.
Læs hele rapporten på www.hjerteforeningen.dk
Kontakter
Emner
Helse