PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/det-er-en-om-er-2254

Det er en om´er

Pressemeddelelse februar 7, 2006 Livsstil

Regeringens redegørelse for turismen i Danmarkde næste fem år får hård medfart af campingpladserne.

699 pc 04
Danske campingpladser er langt fra tilfredse med de mål og initiativer, som regeringen for få dage siden skildrede i en redegørelse for at opnå vækst i dansk turisme i perioden 2006-2010. Deres brancheforening DK-CAMP retter i dag en kraftig bredside mod planen, der bliver stemplet som både mangelfuld og skævvredet.

Redegørelsen fra Økonomi- og Erhvervsministeriet sigter mod at styrke væksten i dansk turisme til at være på niveau med udviklingen i Nordeuropa om fire år, at øge innovationen navnligt inden for kystferie-turismen for at vende flere års tilbagegang og at styrke det offentlig-private samarbejde om udvikling og markedsføring af turismen.

Intet nyt om fremtiden
Men regeringens initiativer var dårligt nok blevet publiceret, før de blev tilbagevist af blandt andre landsformand Preben Christensen fra DK-CAMP, der er en sammenslutning af 330 privatejede campingpladser. Han reagerede med en efterlysning af konkrete og effektive ideer og løsningsforslag, der kan fremme turisterhvervet nu og her.

- Ministeriet har udarbejdet en elendig redegørelse af hovedsageligt forhold, der allerede er fortid, erklærer Preben Christensen. Den indeholder intet nyt og omtaler ikke, hvordan vi kommer videre, eller hvordan vi forbedrer den danske turismes konkurrenceevne over for udlandet. Jeg finder kun forældede hensigtserklæringer uden konkretiseringer.

Han nævner eksempelvis flere henvisninger i redegørelsen til et samarbejde mellem erhvervslivet og staten om medfinansiering af nye tiltag omkring markedsføring af dansk turisme i udlandet og anfører, at dette må forbedres betragteligt fra statens side. ”I de seneste år er statens andel i denne markedsføring således faldet fra 200 til 120 millioner kr. årligt”, hedder det.

Udvandet
Eet af formålene med planen er at skabe bedre sammenhæng og større slagkraft i turist-indsatsen lokalt og regionalt ikke mindst ved at sammenlægge eksisterende initiativer. En genvej hertil vil være at benytte de regionale vækstfora, som er indeholdt i den nye kommunalreform, men også på dette punkt rejser campingpladsernes talsmand indvendinger:

- Disse vækstfora er kun ad hoc-grupper, hvor selve turisterhvervet kun er repræsenteret i halvdelen og kun med en enkelt person. Når beslutningerne er lagt ud til disse vækstfora, og staten dermed har givet afkald på sin kontrol, er der skabt alt for stor usikkerhed om, hvor store midler der havner hos camping- og de øvrige turisterhverv i den enkelte region.

Preben Christensen understreger sin bekymring ved at sammenligne med statens hensigt om at styrke uddannelse og forskning i erhvervet via 78 millioner kr., der blev afsat på finansloven allerede sidste år for perioden 2006-2008. ”Jamen, de midler er jo for længst øremærket til generel forskning, og turisterhvervene skal nok være heldige med at få en enkelt million”, forudser han.

Usynligt land
Og ”direkte grotesk” er det efter hans opfattelse at indføre en tidligere vedtaget reduktion af passagerafgiften på flyrejser samt bro taksterne i redegørelsen.

- De prisnedsættelser gavner ikke camping-branchen og medfører ikke flere overnatninger - i modsætning til en reduktion af moms og vægtafgift, som ville inspirere campinggæsterne til at holde ferie herhjemme, siger landsformanden og slutter:

- Helhedsindtrykket af redegørelsen er for campingpladserne, at den danske stat arbejder på at gøre landet usynligt på Europa-kortet, fordi økonomi- og erhvervsministeren ikke lytter til turisterhvervene. Her findes således ikke et ord om bedre rammevilkår for at udvide campingpladser i attraktive områder og intet andet, der kan gavne dansk camping.

Preben Christensens hårde kritik får opbakning fra hoteller, vandrerhjem, attraktioner og feriehuse, der ligesom campingpladserne er sammensluttet i Turisterhvervets Samarbejdsforum.


Yderligere informationer kan fås hos Preben Christensen på tlf. +45 86 55 63 06 eller mail:
[email protected]

Kontakter


Emner


Livsstil