PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/david-copperfield-og-fem-skorpioner-1698

David Copperfield - og fem skorpioner

Pressemeddelelse september 14, 2005 Kultur

Fem levende afrikanske skorpioner, seks store glas syltede agurker, tre hvide pekingænder samt en pakke vafler. Umiddelbart lyder det, som når Egon fra Olsen Banden remser remedierne til næste tyve-togt op (altid akkompagneret af Kelds nervøse trækninger og Bennys "skide godt Egon!")

Scorpion
Men dette handler ikke om Egon Olsen. Nej, det er såmænd vigtige elementer, der skal indgå i tre gigantiske trylle-shows, som den verdensberømte David Copperfield giver i Forum i København om kort tid. Nu er der som bekendt noget, der hedder lufthavnsregler og den slags. Og det går altså ikke (heller ikke selvom man er en af verdens højest betalte stjerner) sådan at rejse rundt med levende skorpioner og rappende ænder.

Derfor har den danske arrangør bag showet, Kulturcenter Limfjord, fået til opgave at fremtrylle skorpioner, agurker, ænder og vafler!

- Det er ikke sådan nogle opgaver, jeg plejer at få, når vi inviterer store navne til landet. Normalt handler det om en speciel slags vand eller lignende, der skal stå klar til kunstneren. Men det her har jeg aldrig prøvet før, smiler Peter Østergaard Bak fra Kulturcenter Limfjord.
Han kontaktede Zoologisk Have, som sendte ham videre til Dansk Fjerkræ Forum og Exotiske Insekter.

De levende skorpioner skal bruges i et af de mere gruopvækkende numre i David Copperfields show, nemlig indslaget "Killer". Uden at afsløre for meget kan vi sige, at tryllenummeret er Copperfields egen idé. Ifølge hans producer Chris Kenner ønskede Copperfield at virkeliggøre et mareridt - at lave noget, der var virkelig farligt.
Til det har Tom Larsen fra Exotiske Insekter følgende kommentar:
Black African Scorpion hedder Kejserskorpion på godt dansk. Den er stor og grum og giftig - men den er ikke dødbringende. Så "Killer" er måske så meget sagt...

Billedtekst: David Copperfield vil i Forum bl.a. virkeliggøre et mareridt med levende skorpioner.

Showet, Copperfield turnerer med, hedder "An Intimate Evening of Grand Illusion". Det kan opleves i Forum i København den 14. og 15. oktober, hvor verdensnavnet på sin Europaturné lægger vejen forbi Danmark som det eneste land i det sydlige Skandinavien. Billetter kan købes på Billetnet tlf. 70 15 65 65.


Kontakter


Emner


Kultur