Danskere blandt Nordens dårligste til førstehjælp
Pressemeddelelse september 2, 2004 HelseEffektiv hospitalsbehandling gør førstehjælpen til det afgørende punkt i overlevelse efter hjertestop.
Den der overlever et hjertestop kan i dag se frem til en god livskvalitet og mange leveår. Behandlingen af blodprop i hjertet er i dag så effektiv, at det afgørende for patienten med hjertestop er, om der sættes hurtigt nok ind med behandling. Og her har Danmark ikke grund til at prale.
Danskerne halter nemlig bagud, når det gælder befolkningens evne og vilje til at yde den nødvendige førstehjælp. Kun hver femte tilfælde af hjertestop uden for hospital får førstehjælp inden ambulancen når frem herhjemme. Dermed ligger Danmark på niveau med den Polske by Katowice. Det viser tal fra Det Nationale Hjertestopregister i Danmark og Sverige samt udenlandske studier, hvor hjertestoptilfælde er registreret i udvalgte europæiske byer.
Hjælpen er i dag helt afgørende for, om man overlever eller ej. Desuden er der sket store fremskridt kirurgisk, medicinsk og teknologisk. Det bevirker, at flere og flere overlever en blodprop i hjertet, og det gør de vel at mærke uden øget risiko for efterfølgende mén eller nye blodpropper, siger Hjerteforeningens formand Torsten Toftegaard Nielsen.
- I dag kan patienter med hjertestop behandles succesfuldt på sygehuset, blot de reddes i den akutte situation, siger Hjerteforeningens formand, professor dr. med. Torsten Toftegaard Nielsen.
Torsten Toftegaard Nielsen fremhæver tre fremskridt:
Ballonudvidelser gennemføres med succes på flere og flere sygehuse
Den medicinske behandling med blodpropfortyndende og blodpropbeskyttende præparater er forbedret
Der er udviklet særlige pacemakere, som kan give stød og dermed forhindre nye hjertestop.
- Det betyder, at flere og flere overlever, og at flere og flere får et langt og godt liv uden bivirkninger og uden frygt for nye blodpropper. Derfor er der al mulig grund til at øge indsatsen for at redde liv, før ambulancen når frem, siger Torsten Toftegaard Nielsen.
Hjerteforeningens lokalkomiteer landet over sætter fokus på hjertestop og førstehjælp op til den internationale hjertedag, World Heart Day den sidste søndag i september.
Så mange procent af registrerede hjertestoppatienter får førstehjælp uden for hospital inden ambulancen når frem:
67 % Stavanger
46% Reykjavik
36 % Sverige
28% Bonn
27% Helsinki
23 % Katowice (Polen)
23 % Danmark
Note: Danmark og Sverige er de eneste lande, som har et Nationalt
Hjertestopregister. Kilde: Dansk Hjertestopregister, J .Herlitz, Resuscitation 41 1999, Elsevier Science Ireland.
Kontakter
Emner
Helse