Danske campingpladser på servicekursus
Pressemeddelelse februar 7, 2006 LivsstilSå at sige alle danske campingpladser tilbyder i dag de samme gode faciliteter og spændende fritidsaktiviteter. Så for at fastholde og tiltrække nye overnatningsgæster tager campingpladserne nu et nyt værktøj i brug - nemlig styrkelse af den personlige service.
I Danmark er Campingerhvervet blevet udvalgt til at være det første til at gennemgå dette kursus, da branchen i forvejen er i gang med et større uddannelsesprojekt. For lejrchef Peter Lützen, Feddet Camping, har kurset betydet, at hans arbejdsplads og ikke mindst de ansatte vil sætte mere fokus på det gode værtskab:
- Et godt værtskab er utrolig vigtig, når man er inden for serviceerhvervet. Vi kan ikke længere kun konkurrere på gode faciliteter, for det kan alle tilbyde. Det handler nu om, hvem der kan være den gode vært og forstå at sætte gæsten i centrum, altså behandle gæsten som et individ. Den, der kan det, vil klare sig godt i konkurrencen om overnatninger.
For udviklingskonsulent Mette Vestergård fra VisitDenmark er den personlige service vigtig og relevant for alle turismens virksomheder:
- I en verden hvor produkter, tjenester, priser og virksomheder bliver stadig mere ens, bliver relationen mellem mennesker en vigtig faktor. Det gode værtskab hjælper med at tiltrække lønsomme gæster og udvikle såvel de ansatte som hele virksomheden. Det er derfor vigtigt for alle
overnatningssteder at få defineret det værtskab, de ønsker at møde gæsten med.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Peter Lützen, Feddet Camping 56 72 52 06, Mogens F. Andersen, Campingrådet 39 27 88 44 / 22 52 86 46 eller Mette Vestergård, VisitDenmark 32 88 99 22 / 20 61 14 16.
Billedtekst: Den gode service på campingpladserne bliver i fremtiden et væsentligt konkurrenceparameter i kampen om gæsterne.
Kontakter
Emner
Livsstil