PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-s%C3%A6kke-import-bliver-til-bluepack-5803

Dansk Sække Import bliver til Bluepack

Pressemeddelelse august 29, 2008 Erhverv

Rådgivning og produktion af moderne laminat- og plastfolieprodukter vil i stigende omfang supplere hovedartiklen – sække. Virksomheden præges samtidig af et humanistisk menneskesyn og en aktiv miljøindsats.

Dansk Sække Import skifter 1. september navn til Bluepack.
Navneskiftet omfatter også det svenske datterselskab Säckimporten Sverige AB.

Det nye navn markerer samtidig, at et nyt kapitel indledes i Odense-virksomheden, der hidtil primært har været kendt som leverandør af sække - herunder storsække, der er virksomhedens største salgsartikel.

- Hos Bluepack sælger vi ikke blot emballage. Vi sælger totale emballageløsninger, der foruden storsække også omfatter laminater og plastfolier, som i stigende omfang benyttes af vores kundekreds. Et eksempel herpå er fødevare- og petfood-industrien, siger direktør Svend Kæhlershøj.  

Bredere produktprogram
Hos Bluepack er man naturligvis klar over, at markedet for laminat- og plastfolieprodukter er konkurrencepræget. Derfor satser virksomheden massivt på at tilbyde kunderne faglig rådgivning omkring kvalitet, design, farvevalg osv.

- Den rette rådgivning er helt afgørende for produktets succes ude på hylderne, hvor de skal falde i slutforbrugernes smag, uden at gå på kompromis med kvaliteten.

- Derfor tilbyder vi altid vore kunder den rådgivning, der er nødvendig, for at få udviklet lige præcis den emballageløsning, der styrker salget af det produkt, der emballeres, fastslår Svend Kæhlershøj.

Hensyn til miljø og ansatte
Den traditionsrige emballagevirksomhed blev for 25 år siden overtaget af direktør Svend Kæhlershøj og Jørgen Schmidt.

De to ejer fortsat virksomheden, og de har siden overtagelsen konsekvent satset på at drive en virksomhed, hvor ansvaret over for miljøet, leverandører og ansatte har været prioriteret højt.

- Vi har et humanistisk menneskesyn, og vi sætter en ære i, at vore leverandører behandler deres ansatte ordentligt, forklarer direktør Svend Kæhlershøj.

I praksis tjekker Bluepack via besøg de ansattes forhold hos leverandørerne. Og uanset om leverancerne kommer fra ind- eller udland, så skal leverandørerne leve op til Bluepacks krav. 

- Også internt i Bluepack er en god omgangstone og et godt arbejdsklima vores varemærke, fastslår Svend Kæhlershøj.

Minimerer miljøbelastningen
På miljøsiden erkender vicedirektør Poul Strandmark, at det er umuligt at producere emballage uden at belaste miljøet. Men han understreger, at man hos Bluepack anstrenger sig for at minimere miljøbelastningen.

- Vi er eksempelvis miljøcertificerede under standarden ISO 14001. Det betyder f.eks., at alle arbejdsgange foregår på den mest miljørigtige måde. Vi har som følge af miljøcertificeringen forpligtet os til at nedskrive, hvordan vi belaster miljøet, og hvordan vi vil reducere belastningen. Det skal kunne dokumenteres. Og det gør vi. Hver eneste dag, fastslår vicedirektøren.

- Det betyder alt sammen, at Bluepacks kunder samarbejder med en emballageleverandør, der vægter medarbejderes og underleverandørers ansattes ve og vel højt. Og sammenholdt med en skarp miljøprofil samarbejder vi ikke kun om emballageløsninger af højkvalitet inden for sække, plastfolie og laminat. Vi har også de mere bløde værdier med, fordi det er væsentligt for os, og fordi det altid har været det i vores virksomhed, fastslår Poul Strandmark.

Emballage til tiden
Dansk Sække Import - der altså nu hedder Bluepack - har gennem en menneskealder formået at markedsføre emballageprodukter, der har afspejlet de emballagekrav, som tidens slutbrugere har stillet.

I begyndelsen var det landbruget, som efterspurgte jutesække til korn. I 1980'erne var virksomheden en af de første, der påbegyndte udviklingen af storsække.

Storsække er i dag Bluepacks største emballageartikel. Men det forventes, at laminat- og folieprodukterne allerede næste år bliver virksomhedens største emballageartikler målt på omsætningen.

- En øget omsætning er kun interessant, hvis vi har tilfredse kunder. Og hos Bluepack er vi først tilfredse, når vi - i tæt samarbejde med vore kunder - har leveret en optimal løsning på en opgave.

- Sådan var det, da vi i 1950'ernes landbrugssamfund begyndte at levere jutesække til landbruget. Sådan er det i dagens videnssamfund, hvor nye, moderne folie- og laminatemballager har indfundet sig i vores produktprogram sammen med de allerede velkendte emballagetyper, fastslår Svend Kæhlershøj

Reception på havnen
I anledning af navneskiftet afholdes reception hos Bluepack på Havnegade 5-9 på Odense Havn. Det sker torsdag den 18. september fra kl. 13-16.

Her markeres samtidig, at Svend Kæhlershøj og Jørgen Schmidt overtog den fynske emballagevirksomhed for 25 år siden.

Yderligere oplysninger:
Vicedirektør Poul Strandmark, Bluepack.Tlf.  63 11 26 18 - 26 15 27 33.

Kontakter


Emner


Erhverv