PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-eksport-af-teknologi-til-1-generations-bioethanolanl%C3%A6g-3592

Dansk eksport af teknologi til 1. generations bioethanolanlæg

Pressemeddelelse januar 21, 2007 Erhverv

- Hvorfor vente på 2. gereration?

Flygfoto okt 2003 200ppi
Danskejede Atlas-Stord Denmark A/S har, i konkurrence med udenlandske selskaber, vundet en  ordre på levering af et såkaldt DDGS-anlæg til det svenske bioethanolanlæg Lantmännen Agroetanol AB i Norrköping, Sverige på et trecifret millionbeløb.

Anlægget som leveres af Atlas-Stord skal, gennem mekanisk separering, inddampning og tørring, omdanne biproduktet fra selve fremstillingen af bioethanol til et foderstof også kaldet DDGS (Distillers Dried Grains with Soluble). Produktet, som består af proteinholdigt organisk materiale, er et værdifuldt foderstof, som indgår i foderblandinger for primært kvæg, svin og fjerkræ.

Lantmännen Agroetanol er et såkaldt 1. generations bioethanolanlæg, som omdanner stivelseholdige afgrøder (hvede og byg) til forgærbare sukkerstoffer, som efterfølgende omdannes til bioethanol gennem fermentering og destillering. Lantmännen Agroetanol blev oprindeligt indviet i år 2001 og skal nu efter ca. fem års succesrig drift have tredoblet sin produktionskapacitet af bioethanol og DDGS.

I Sverige er der, i modsætning til Danmark, vedtaget et ambitiøst program, som har til hensigt at reducere CO2 udledningen bl.a. ved erstatning af fossile brændstoffer med biobrændstoffer. Lantmännen Agroetanol forventer årligt at producere ca. 150 millioner liter bioethanol på det nye anlæg baseret på ca. 400.000 tons korn modsvarende ca. 70.000 hektar landbrugsjord.

Udstyret som Atlas-Stord skal levere, vil primært blive fremstillet på virksomhedens fabrik i Haarslev på Nordfyn.

Atlas-Stord har store forventninger til udviklingen på bioethanolområdet og forventer at kunne slutte yderligere eksportordrer på lignende anlæg, idet der for tiden noteres en ekstraordinær stor forespørgselsinteresse.

Atlas-Stord, er en ledende leverandør af tørrings- og inddampningsanlæg til fødevareindustrien, foderindustrien og miljøsektoren. Selskabet udvikler, sælger, producerer og servicerer udstyret og anlæggene. Atlas-Stord er en udpræget ingeniørvirksomhed, hvor over 90 % af omsætningen eksporteres. Atlas-Stord indgår i Haarslev koncernen, som samlet beskæftiger ca. 450 personer i Danmark og i 6 udenlandske datterselskaber.

www.atlas-stord.com
www.agroetanol.se

For yderligere information:
Administrerende direktør, Claus Østergaard, [email protected] tlf.: 63 831 100

For teknisk information og materiale:
Udviklingsdirektør, Peder Fosbøl, [email protected] tlf.: 44 544 330
Salgschef, Torben Preisz, [email protected] tlf.: 44 544 231

Kontakter


Emner


Erhverv