Danmarks-premiere på ny autocamper
Pressemeddelelse juni 6, 2006 LivsstilAutocamp har fået eneforhandlingen i Danmark af den anerkendte camper, Eura Mobil
Det er mere populært end nogensinde at holde ferie i en autocamper. Det mærker Autocamp med afdelinger i Tilst ved Århus og i Kirke Såby på Sjælland tydeligt. Derfor får kunderne fra denne sæson endnu et autocamper-mærke at vælge imellem.
Der er tale om det tyske mærke, Eura Mobil, der i hjemlandet er kåret som en af de allermest eftertragtede vogne.
'En rundspørge i Tyskland placerer Eura Mobil i bevidstheden hos folk på samme niveau som Mercedes, Audi og BMW, når vi taler personbiler. Så vi er selvfølgelig rigtigt glade for, at Eura Mobil har valgt os til at repræsentere sig her i Danmark,” udtaler man fra Autocamp.
Modelprogrammet fra Eura Mobil spænder meget bredt. Der er både alkove-, del- og helintegrerede campere at vælge imellem, og i 2007 lanceres en helt ny modelserie, der giver endnu mere plads at udfolde sig på. I øjeblikket er det de delintegrerede modeller, der sælger bedst. Det hænger ifølge Autocamp sammen med, at de modeller har en fastmonteret seng bagest i vognen. Der skal altså ikke nødvendigvis redes seng, før turen kan gå videre til nye oplevelser, og det er en fordel, som mange brugere sætter pris på.
Autocamp forventer sig meget, af den nye 2007-serie fra Eura Mobil. For plusserne er svære at overse, udtaler firmaet:
'I de helintegrerede modeller sænkes sengen typisk ned over førersæderne, og mange har brug for en lille trappestige for at komme i seng. Men sengene i de nye modeller fra Eura Mobil kan trækkes så langt ned, at man uden problemer kan kravle direkte i seng. Derudover er sengen både bredere og længere end sædvanligt. Det er store fordele, når vi tager i betragtning, at en stor del af vores kunder er seniorer,” siger man.
Hos Autocamp er hele 90 procent af kunderne seniorer, der drømmer om at udforske Europa på kryds og tværs. Eura Mobil hører ikke til de billigste på markedet, men det virker ikke afskrækkende på den rejselystne kundegruppe for mange af disse kunder vil gerne betale lidt ekstra for at få det bedste på markedet. Mange har realiseret gevinsten i parcelhuset og vælger at sætte pengene i at opfylde deres livsdrøm om det uforpligtende liv på solbeskinnede veje - andre trækker på pensionsopsparingen for at få det seniorliv, de gennem mange år har sparet op til.
Autocamp er også eneimportør af autocamperne fra Hobby. Og der er mulighed for at prøve livet i en autocamper af for en enkelt uge eller en hel sæson, da Autocamp råder over en stor udlejningsflåde. Udover afdelingerne på Sjælland og i Jylland har Autocamp også en afdeling i Flensborg, hvor der desuden er etableret en camperklub, Autocamp Club GmbH.
Emner
Livsstil