Danmarks første dogme reklamefilm
Pressemeddelelse april 28, 2003 KulturIdéerne bag dogmefilmene har nu også vundet indpas hos erhvervslivet. Som den første danske virksomhed har udlejningsfirmaet Avis produceret en reklamefilm, som er opbygget efter samme principper som dogmefilmene.
Det er i år 40 år siden, at Avis skabte et af verdens mest kendte slogans "We try harder". Og det er dette slogan, som medarbejderne hos Avis i bedste dogmestil har valgt at præsentere i en række reklamefilm på TV2.
På et konferencested i Nordsjælland blev de ansatte delt i 13 hold, som hver blev pålagt at producere en ét minuts reklamefilm. Hvert hold fik udleveret udstyr samt et videokamera. Filmene skulle produceres på tre timer. I dette tidsrum skulle optagelsessted lokaliseres, rekvisitter fremskaffes, "skuespillere" instrueres, etc. Kun selve sammenklipningen fik medarbejderne hjælp til. Resultatet blev efterfølgende redigeret ned til 30 sekunders reklamefilm.
- Ikke alene havde vore medarbejdere en sjov og anderledes oplevelse, men resultatet blev også så godt, at vi kunne bruge det i vores markedsføring. Samtidig er det sikkert også de billigste reklamefilm, der nogensinde har været vist på TV2, fortæller direktør John Christensen, som er ansvarlig for firmaets salg- og marketingaktiviteter.
De 13 film kan i øvrigt ses på hjemmesiden www.wetryharder.dk, hvor alle kan gå ind og stemme om den bedste film og dermed deltage i en konkurrence om bl.a. FerieBil-præmier.
Billedmateriale kan også rekvireres på www.wetryharder.dk
Yderligere information fås hos salg- og marktingdirektør John Christensen, Avis, på telefon 33 26 80 21.
Kontakter
Emner
Kultur