Daniel Agger hædret som elevernes stjerne
Pressemeddelelse oktober 27, 2005 HelseHan er et af Danmarks største fodboldtalenter og har kæmpet sig til en fast plads på det danske landshold. Men han er mere end det. Daniel Agger er skoleelevernes største stjerne. I dag blev han hædret på sin gamle folkeskole
Daniel Agger blev både kastet ud i en lille golfkonkurrence og nysgerrige spørgsmål fra eleverne, da han i dag var på besøg på sin gamle folkeskole Præstemoseskolen i Hvidovre for at få overrakt prisen som Sportsstjernen 2005 elevernes nr. 1.- Det er da stort at få en pris som den her. Først og fremmest fordi det var i skarp konkurrence med andre gode sportsfolk, og fordi det er skoleelever, der har valgt mig, siger Daniel Agger, der kæmpede om prisen med bordtennisspiller Michael Maze og håndboldspiller Josephine Touray.
Det er Dansk Skoleidræt og Hjerteforeningen, der står bag prisen, men det er skoleelever fra hele landet, der har valgt Daniel Agger som deres sportsstjerne. Frem til Skolernes Motionsdag kunne eleverne stemme på deres favorit via sms og online på motionsdagens hjemmeside. De valgte det nye, store danske fodboldtalent Daniel Agger, der både er fast mand i Brøndby, har spillet fire kampe for landsholdet og scoret i VM-kvalifikationen mod Georgien.
- Jeg har store mål i min karriere, men jeg har valgt at holde dem for mig selv. Jeg elsker at spille fodbold. Det er det, jeg koncentrerer mig om, og så må vi se, hvad det kan føre med sig hen af vejen, siger Daniel Agger.
Allerede som 5-årig rendte Daniel Agger rundt på grønsværen i Rosenhøj Boldklub og forsvarede netmaskerne, men også årene på fodboldlinjen på Handelsskolen Ishøj og Taastrup har været med til at forme Daniel Agger til den stærke forsvarsspiller, han er i dag. En forsvarer, der er kompromisløs i det defensive spil med hårde tacklinger og tætte markeringer.
- Jeg har altid givet mig 100 procent, når jeg lavede sport. Idræt var også helt klart mit favoritfag i skolen. Jeg kunne lide al slags sport og nød bare at få lov til at give den hele armen i de timer, siger Daniel Agger, der med dagens begivenhed kan stille den første pris nogensinde på hylden.
Skolernes Motionsdag støttes af Novo Nordisk, Skolemælk og FDB.
Yderligere information:
Lene Mygenfordt, formand, Dansk Skoleidræt, mob: 2245 4614
Lise Jeppesen, projektleder, Dansk Skoleidræt, tlf: 6331 0065, mob: 4038 5510
Mette Såby Bro, projektleder, Hjerteforeningen, tlf: 3367 0011
Billedtekst 1: Daniel Agger får overrakt prisen af Hjerteforeningens sundhedschef Lars Ovesen og Dansk Skoleidræts formand Lene Mygenfordt.
Billedtekst 2: Sportsstjernen Daniel Agger skriver autografer til beundrende skolebørn.
Kontakter
Emner
Helse