PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/concept-tryk-i-hadsten-er-%C3%A5rets-iv%C3%A6rks%C3%A6tter-2518

Concept Tryk i Hadsten er årets iværksætter

Pressemeddelelse marts 22, 2006 Erhverv

Motto: - Et sponsorat skal ikke være et tilskud, men en god investering

Jesper lance
- Man skal jo nok få brokkeriet at høre til hverdag, for vi danskere er ikke altid gode til at rose hinanden. Derfor bliver man da varm over, når nogen tænker på en i forbindelse med en iværksætterpris, - og det er også et bevis for, at man gør noget rigtigt. Sådan lyder Jesper Tikiøbs spontane reaktion på at Concept Tryk i Hadsten får årets østjyske iværksætterpris.

Centerchef Gregers Petersen fra Østjysk Iværksættercenter, der dækker Hadsten, Hammel, Hinnerup og Galten, oplyser at der kom seks indstillinger til iværksætterprisen 2006.

- De andre virksomheder var rigtig gode bud, men de er unge og nystartede, så de kan komme i betragtning igen til næste år, siger Gregers Petersen.
- Når vi valgte Concept Tryk skyldes det, at virksomheden har opfyldt alle de kriterier, vi stillede op.

Sejt træk for lokalområdet

For det første har Concept Tryk en sund økonomi og blev udvalgt til Gazellevirksomhed i 2005. For det andet hviler iværksætter-virksomheden på en god ide, nemlig at gøre events og teambuilding til en god forretning.

- For det tredje gør Jesper Tikiøb og hans virksomhed et stort arbejde for at gøre lokalområdet kendt, siger Gregers Petersen, og peger blandt andet på at Jesper Tikiøb i en årrække har arrangeret landskendte cykelløb i Hadsten og Hammel, hvilket har genereret omtale og skabt livlig aktivitet i byen.

Jesper Tikiøb har i alle fem år drevet Concept Tryk sammen med sin far, Olaf Tikiøb. De har stået for hver sin afdeling, faderen for den grafiske afdeling og sønnen for den stadigt voksende event afdeling. Far og søn har hele tiden været enige om at de kunne noget med events, og at det måtte der være fremtid i, og det var godt set, for her i 2006 lever vi i en oplevelsesøkonomi, hvor sport og kultur skaber værdi i samfundet.

Fra cigarer til events

I gamle dage bød man den gode kunde på en cognac og en cigar, og i nogle år har den stået på bøf og bowling til personalet. I dag skal der mere til, - nu er det events og team building, folk vil have.

- For virksomheder, der vil skabe tættere relationer til medarbejdere eller kunder, er tidens løsen anderledes oplevelser. Pris og kvalitet er forlængst på plads, og det forventer alle, så det kan du ikke konkurrere på. I stedet handler det om oplevelser og relationer.

Kun fantasien sætter grænser, man kan tage kunderne med til Tour de France for at vinke til cykelrytterne i Alperne eller tage til Le Mans for at se, hvordan racerkører Tom Kristensen klarer sig. Man kan også holde en temafest inspireret af nordisk mytologi.

Virksomheden med de utraditionelle produkter har også en kompromisløs filosofi. To af sønnens grundsætninger lyder: ”Vi skal have det sjovt med det, vi laver” og ”et sponsorat skal ikke være et tilskud, men en god investering”. Faderen bidrager med gode, gammeldags forretningsdyder som ordholdenhed og troværdighed, og kommer der overraskelser, har han det princip, at kunden skal orienteres, inden han selv opdager det.

- Samtidigt er jeg far taknemmelig for det mod, han har udvist, ved at turde gå med i dether cirkus sammen med mig, siger Jesper Tikiøb, der voksede op i Lystrup ved Århus, hvor mor var folkeskolelærer og far arbejdede som sælger i den grafiske branche.

Kærlighed til cykelløb

Far og søn har begge været cykelryttere, og har bevaret deres forkærlighed for cykelsporten.

- Jeg har helt klart lært meget af de år, hvor jeg kørte cykelløb. Det er en jo en solosport, og når man går solo, så lærer man at tage ansvaret for sine handlinger. Senere har jeg så udviklet min tolerance og mine evner som teamplayer, for dem er der også brug for i erhvervslivet, understreger Jesper Tikiøb, der har været selvstændig i eventbranchen siden 1997.

Det startede med at Århus Amatørcykelklub fik ambitioner om at skabe et professionelt hold og satte Jesper på opgaven, hvilket blev til Chicky World.

- Der gik to forrygende år med Chicky World-holdet, så kom hovedsponsoren, Danpo i krise,  der var problemer med salmonella, og samtidigt var der dopingproblemer i cykelbranchen, husker Jesper Tikiøb, så i 1999 lukkede Chicky World-holdet, og de syv partnere gik hver til sit.
-Det er de dyreste lærepenge, jeg har betalt, at vi ikke var i stand til at køre Chicky World videre, og sådan noget har jeg lovet mig selv, at jeg ikke vil prøve igen. Men jeg var jo ung dengang, rent erhvervsmæssig.

Siden er der kommet godt styr på forretningerne, - også cykelløbene, som Concept arrangerer ti af om året, seks professionelle og fire motionsløb. Blandt de store løb er UCI-løbet Colliers Classic i Århus - tidligere kendt som CSC Classic. Det køres den 30. april, og det forlyder at kronprinsesse Mary skal starte løbet. og i løbet af sommeren kommer så den første World Cup nogensinde i Danmark, nemlig kvindernes World Cup, der køres den 30.
juli.

Lance Amstrong valgte Hadsten

Lokalt i Hadsten kan borgere og forretningsliv se frem til årets Gade Grand Prix den 26. juli. Det mest uforglemmelige gadeløb nogensinde var i 2003, hvor Jesper Tikiøb med stolthed kunne præsentere ingen ringere end Lance Armstrong.

- Det er min størst sejr til dato at få Lance Armstrong til at køre cykelløb i Danmark. Det var stort både for mig og firmaet. Tænk, han kørte kun to gadeløb det år, - og om noget sted valgte han at køre i Hadsten!

Mange har spurgt Jesper og Olaf Tikiøb, hvorfor Concept ikke havde noget markedsføringsbudget, men det viste sig ganske enkelt, at cykelløbene gjorde markedsføringsarbejdet for dem.

- At arrangere cykelløb er det, vi er kendt for, det kan vi høre, når folk henvender sig til os. Det var egentlig ikke noget, vi havde forudset, det skete bare. I bund og grund er vi bare nogle amatører, der arbejder med noget, vi har lyst til at gøre, siger Jesper Tikiøb.

- Men selvfølgelig er vi blevet mere fokuserede, efterhånden som virksomheden er vokset, det er vi simpelthen nødt til. Vi har også fået en størrelse, hvor vi er i stand til at tilpasse os. Vi er ikke længere så afhængige af enkeltbegivenheder i vores omsætning, vi har fået en bredere palette. Hvis et cykelløb for eksempel bliver aflyst, kan vi bruge kræfterne i en anden afdeling i stedet.

Det startede med far og søn, og her fem år efter tæller virksomheden 11 fastansatte, dertil kommer syv kontraktansatte, som blandt andet har deres opgaver ved større arrangementer. Siden januar 2002 har hustruen, Inge Tikiøb, og så været medarbejder i Concept. Med en baggrund som statsautoriseret ejendomsmægler og valuar styrer hun økonomien med sikker hånd. Parret har kendt hinanden siden 1989 og har to drenge sammen på 6 og 8 år.

- Fremtiden, det er et godt spørgsmål, siger Jesper Tikiøb, der forestiller sig, at virksomheden er ”blevet voksen” om fem år.
-Så er vi ”en rigtig virksomhed”, vi har fået 6-7 medarbejdere mere, og vi har fået udviklet vores organisation, så vi kan løse flere opgaver, uden at de skal omkring mit skrivebord, forudser Jesper Tikiøb, der derimod ikke kan forestille sig, at Concept flytter fra Hadsten.
- Det kan godt være, vi kunne booste vores forretning, hvis vi flyttede til Århus eller København, men det er ikke noget, der står på min folder, så skal den i hvert fald revideres!

Kontakter


Emner


Erhverv