Centrale spillere i byggeriet slår hjernerne sammen
Pressemeddelelse maj 15, 2006 ErhvervI de seneste år er fokus på arbejdsmiljø i byggebranchen tiltaget. Ikke desto mindre er der stadig problemer med sikkerheden på byggepladserne. Der sker for mange ulykker, og byggeriets parter har et fælles ansvar for at skærpe sikkerheden. Dansk Arbejdsmiljø/Birch & Krogboe har fået et hold af de væsentligste spillere i branchen i ryggen. Et nyt initiativ skal bidrage til at skabe større sikkerhed og færre ulykker i byggeriet.
Et stærkt hold af repræsentanter for forskellige ender af byggebranchen har slået hjernerne sammen under navnet Det Rådgivende Råd. Blandt medlemmerne sidder blandt andre repræsentanter for Dansk Byggeri og BAT-Kartellet. Koncerndirektør i MT Højgaard, Jens Bak-Nyhus, er formand. Det Rådgivende Råd afholdt første officielle møde hos Birch & Krogboe i sidste uge.Det Rådgivende Råd vil fremover stå bag Dansk Arbejdsmiljø/Birch & Krogboe, når afgørende beslutninger om arbejdsmiljø i byggebranchen skal styrkes. En del af filosofien bag Det Rådgivende Råd er således at sikre, at flere af byggeriets parter er med til at identificere de forskellige indsatsområder for forbedring af arbejdsmiljøet - i samarbejde med rådgiveren.
Birch & Krogboe har med sammenlægningen med Dansk Arbejdsmiljø sat sig for at ændre på vilkårene i byggebranchen for at skabe større sikkerhed i branchen. Det Rådgivende Råd vil spille en væsentlig rolle i dette projekt.
”Den rådgivende indsats er vigtig for os, og vi vil gerne være med til at fastsætte retningslinierne for den” siger formand for BAT-Kartellet, Gunde Odgaard, der er medlem af rådet. Han fortsætter: ”Med Det Rådgivende Råd kan vi være med til at sikre byggearbejderne en god og sikker arbejdsplads, hvor der ikke er større risiko for at komme hjem med skader end andre steder. Med vores mangeårige erfaring og viden om arbejdsmiljø har vi meget at bidrage med”.
”Det er det Rådgivende Råds vigtigste opgave at følge op på, at Dansk Arbejdsmiljøs kunder får det, som vi har handlet på i forbindelse med fusionen. At vi med andre ord får de rette synergier frem og sørger for, at de bliver udnyttet optimalt helst på tværs af brancherne, så vi kommer ud af byggeriets ”osteklokke”. For vi kan lære en masse af andre brancher”, fortæller Jens Bak-Nyhus, Formand for Dansk Arbejdsmiljø, koncerndirektør i MT Højgaard:
Og det at lære af andre er netop et af kodeordene for det nye råd. Derfor består rådet af repræsentanter fra forskellige ender af branchen.
Jørn Buch Andersen, repræsentant for Dansk Byggeri, der sidder med i rådet forklarer: ”I Dansk Byggeri ser vi fusionen mellem Dansk Arbejdsmiljø og Birch & Krogboe som et fornuftigt skridt i retning af at skabe større synergier mellem rådgiverne i branchen. Det er vigtigt, at vores medlemmer har et ståsted, hvor de kan henvende sig. Dansk Arbejdsmiljø har en høj faglig viden, og som en del af Birch & Krogboe vil de blive styrket endnu mere. Gennem det Rådgivende Råd vil Dansk Byggeri påvirke denne sunde udvikling, så det hele tiden går fremad.”
”Jeg er sikker på, at det er en god støtte for Dansk Arbejdsmiljø, at vi nu får en bredere konsulentstøtte i ryggen. Det betyder, at Dansk Arbejdsmiljø bliver gearet til at udvikle sig i endnu højere grad og udvide horisonten, fx i forbindelse med holdningsbearbejdning, som bliver en vigtig ydelse for de større kunder i fremtiden. Produkterne til os kunder vil blive væsentligt bedre og bredere. Vi får med andre ord mere for pengene, så det er kun hvad man kunne ønske”, siger Jens-Bak Nyhus.
Billedtekst
Medlemmerne af Det Rådgivende Råd, fra venstre mod højre:
Kjeld Fjordbak, Halkær Tagdækning A/S, Anne Hasløv, Dansk Arbejdsmiljø, Henrik Klinge, Birch & Krogboe, Ingelise Bogason, Birch & Krogboe, Ege Christiansen, G.V.L. Entreprise A/S, Niels Falk, Skanska Danmark A/S, Klaus Kaae, NCC Construction A/S, Jens Bak-Nyhus, MT Højgaard, Jesper Riise Middelbo, HHM Byg, Jørn Buch Andersen, Dansk Byggeri.
Fraværende på billedet: Hans Ulrik Jensen, Hans Ulrik Jensen A/S, Poul Sørensen, Larsen & Sørensen A/S, Kurt Jacobsen, BAT-kartellet.
Fakta om det Rådgivende Råd
Det Rådgivende Råd har til opgave at følge og rådgive Birch & Krogboe A/S vedrørende udvikling og investering i Byggeriets Arbejdsmiljøcenter og Dansk Arbejdsmiljø.
Rådet består hovedsageligt af virksomheder, der er kunder hos henholdsvis BA og Dansk Arbejdsmiljø. Derudover deltager en faglig organisation fra arbejdsgiverens og arbejdstagerens side og repræsentanter fra Birch & Krogboe.
Koncerndirektør i MT Højgaard Jens Bak-Nyhus er formand for rådet.
Det første råd udgøres af de personer, der tidligere udgjorde bestyrelsen i BA/Dansk Arbejdsmiljø.
Det Rådgivende Råd skal fremover mødes to gange årligt.
For yderligere information:
Adm. Direktør, Dansk Arbejdsmiljø, Anne Hasløv, tlf. 70 20 66 60
Adm. Direktør, Birch & Krogboe, Ingelise Bogason, tlf. 51 28 55 55
Kontakter
Emner
Erhverv