Bygherrerådgiver på Kvæsthusbroen
Pressemeddelelse marts 7, 2007 ErhvervI efteråret 2006 blev JUUL | FROST Arkitekter, som resultat af Kulturministeriets og Københavns Kommunes parallelopdrag om et program for Kvæsthusbroen, udvalgt til at være bygherrerådgiver i forbindelse med dens fremtidige udformning. Hos JUUL | FROST Arkitekter imødeser vi, at Real Danias forslag, som blev offentliggjort i sidste uge, bliver startskuddet til at processen for Kvæsthusbroens fremtid nu for alvor kan komme i gang.
I sidste uge fremsatte Real Dania i samarbejde med Lundgaard & Tranberg et forslag til udformning af Kvæsthusbroen. I den forbindelse er vi hos JUUL | FROST Arkitekter blevet kontaktet af pressen for at uddybe, hvordan det fremsatte forslag påvirker vores rolle som bygherrerådgiver for Københavns kommune.Helle Juul, der stod i spidsen for vinderprojektet, glæder sig til at komme i gang med arbejdet: Bygherrerådgiverrollen går først og fremmest ud på at rådgive Københavns Kommune i arbejdet med den konkrete udformning af Kvæsthusbroen. Det indebærer eksempelvis, at vi skal formulere og gennemføre en arkitektkonkurrence eller såfremt der bliver valgt en arkitekt på forhånd være kommunens rådgiver overfor denne arkitekt. Vores program tager udgangspunkt i, at Kvæsthusbroen er et offentligt rum, der skal kunne rumme hele byens mangfoldighed og samtidig fungere som et multifunktionelt byrum, der kan tage farver af byens brogede liv. Dette ser vi stadigvæk som det centrale i vores programmering af Kvæsthusbroen, hvor vi har fokuseret på at skabe et levende, urbant oplevelsesrum, hvor kreativitet, eksperimenter og kulturelle udfordringer er i højsædet. Ude i Kvæsthusbroens spids foreslår vi, at der etableres en undersøisk, urban kulturhub med blandt andet udstillings- og koncertfaciliteter for den eksperimenterende kunstscene. fortsætter Helle Juul og afslutter Vi ser frem til at indgå i et konstruktivt samarbejde med de interessenter, der nu engang måtte komme på banen. I den forbindelse er vores dialogbaserede metode et solidt redskab til at inddrage alle parterne og skabe forståelse for det endelige resultat.
FAKTA
I foråret 2006 vandt JUUL| FROST Arkitekter i samarbejde med Lektor ved Roskilde Universitets Center og by-sociolog, John Pløger, samt forskningsassistent ved Lunds Universitet, Bente Larsen, et parallelopdrag vedrørende program for den fremtidige udformning af Kvæsthusbroen. Grundlaget for Kvæsthusbroens udformning er lokalplanen for skuespilhuset samt Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalgs beslutning den 8. november 2006 om at JUUL | FROST Arkitekters program danner grundlag for den videre projektudvikling af Kvæsthusbroen.
Udgangspunktet for vinderforslaget er omfattende analyser af Københavnernes livsformer, udviklingstendenser i storbylivet, Molens integration med omgivelserne og havnerummets enestående kvaliteter. Analyserne konkluderer, at folk søger oplevelsesrige arealer, og at København mangler offentlige rum, der integrerer brugerne, går i dialog med omgivelserne og skaber plads til uformelt samvær.
JUUL | FROST Arkitekter, ved Helle Juul, Ph.d. & Flemming Frost Arkitekter MAA/PAR, er et internationalt orienteret og innovativt dansk arkitektfirma med en sammensat kompetence fra by-, bygning til landskabsarkitektur. Tegnestuen er eksperter i at udvikle by-, transformationsområder samt nye boligtyper i urbane sammenhænge. Tegnestuen er organiseret i tre units, BY + RUM, BYGNING + BEBYGGELSE og FORSKNING + KOMMUNIKATION, og beskæftiger 35 medarbejdere. Aktuelle projekter er blandt andet en vundet 1. præmie vedrørende transformationen af Hillerød Slotssøkarré, udvikling af havneområdet i Næstved, en bystrategi for Vallensbæk Kommune, et hovedsæde for Max Bank, dagligvare-/kontorhus i Næstved havn, realisering af tredje etape af Bedre Billige Boliger, samt nye boliger i Herstedlund, Vallensbæk, Værløse og på Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Emner
Erhverv